Maden indeholder det brændstof, som vores krop
skal have for at kunne bevæge sig og fungere i øvrigt. På samme
måde som en bilmotor får energi fra benzin, får kroppen energi fra
de energigivende nærings stoffer i maden. Det er fedt, kulhydrat,
protein og alkohol. Når disse stoffer omsættes i kroppen, minder
det kemisk set om forbrændingen i en benzinmotor, og der dannes
energi, som bl.a. musklerne bruger, når de bevæger sig.
Normalt forbrænder kroppen en blanding af fedt, kulhydrat, protein
og evt. alkohol svarende til det, der er i den mad, man spiser. Men
i ekstreme situationer laver kroppen om på det. Under langvarig
sult kommer det meste af energien fx fra fedt, som tages fra
kroppens fedtdepoter, mens den energi, som kroppen bruger under et
100 meter løb, udelukkende kommer fra kulhydrat.
Kilojoule og kilokalorier
Energien i maden angives i kiloJoule (kJ). Tidligere brugte man
måleenheden kilokalorier (kcal), som i daglig tale hedder
kalorier.
Sammenhængen mellem værdierne er 1 kcal = 4,2 kJ. Det vil sige, at
skal du regne fra kalorier til joule skal du gange med 4,2. Skal du
fra joule til kaloirer skal du dele med 4,2.
Ved beregning af energi skal benyttes følgende
omregningsfaktorer:
- kulhydrat : 17 kJ/g og 4 kcal/g
- protein: 17 kJ/g og 4 kcal/g
- fedt: 37 kJ/g og 9 kcal/g
- alkohol (ethanol): 29 kJ/g og 7 kcal/g
- fibre 8 kJ/g og 2 kcal/g
Anbefalinger
Voksne danskere spiser i gennemsnit en kost, hvor 35 % af
energien kommer fra fedt, 52% fra kulhydrat, 15 % fra protein. Det
anbefalede indhold i den sunde kost er højst 30 % af energien fra
fedt, 50-60 % fra kulhydrat og 10-20 % fra protein. Indtaget af
alkohol bør begrænses og ikke overstige 5 %.