Hold balancen med 1½ liter væske
Under normale forhold har en voksen dansker brug for at drikke ca.
1½ liter væske om dagen. Ellers kan man opleve hovedpine, nedsat
koncentrationsevne eller svimmelhed. Disse symptomer kan
"helbredes" ved at drikke væske, for eksempel et par glas
vand.
Hvis man sveder på grund af varme eller fysisk aktivitet, har diaré
eller kaster op, har man brug for mere væske end normalt.
Kroppens væskeindhold
Ca. 65% af kroppen består af vand, og det skal holdes ved lige. Det
daglige væsketab er på ca. 2-2,5 liter via udånding, sved og
toiletbesøg. Via kemiske processer i kroppen dannes ca. 300 ml
væske. Maden indeholder ca. 700-1000 ml væske. Tilbage er der 1 - 2
liter, som man skal have gennem det, man drikker.
Drik mere vand
Drik så meget vand som muligt. Vand slukker tørsten effektivt og
indeholder ikke sukker, alkohol eller fedt. Dansk drikkevand hører
til det bedste i verden. Drikkevand fra hanen er billigt, rent og
bidrager med mineraler som kalcium og magnesium.
Ældre skal huske at drikke
Nogle ældre har sværere ved at føle tørst end andre voksne. Med
alderen får man sværere ved at koncentrere væsken fra urinen. Der
sker derfor et større væsketab af den vej. Det anbefales derfor at
ældre mindst drikker 1,5 l om dagen. De ældre skal være opmærksomme
på at drikke, selvom de ikke er særligt tørstige.
Hvad kan jeg drikke
En god måde at få tilstrækkeligt med væske og samtidig vigtige
næringsstoffer kan være:
- et glas juice
- ca. ½ liter magert mælkeprodukt
- evt. lidt kaffe/te
- resten vand