Sodavand er altså til fest, mens vand og mælk hører hverdagen
til. Sagt på en anden måde, så bør vand og mælk være reglen, mens
sodavand er den festlige undtagelse.
Resultater fra kostundersøgelsen i 1995 har vist, at børn der
drikker meget sukkersødet sodavand, drikker lidt mælk og omvendt.
Sodavand erstatter altså mælk i børns kost og det er uheldigt, da ½
liter magert mælkeprodukt regnes som en del af en sund kost.
I flere europæiske lande eksisterer der ligefrem
sukkeranbefalinger, som råder befolkningen til at begrænse indtaget
af sukkersødede drikkevarer med særlig vægt på sodavand. Det gælder
lande som Tyskland, Bulgarien, Ungarn og Litauen.
Vand er den bedste tørstslukker
Vand regnes fortsat for den bedste tørstslukker og heldigvis er
postevandet i Danmark af god kvalitet. Vand feder ikke og
indeholder desuden ingen tilsætningsstoffer. For at stimulere
lysten til drikkevand kan det være en god idé at investere i en
billig glasflaske til at have stående i køleskabet. På den måde er
det altid nemt at få et glas koldt vand og hvis vandet smager lidt
af klor hjælper det at sætte det i køleskabet i nogle timer.
Drik ca. 1½ liter hver dag
Selv om vand er godt, er der dog ingen grund til at tvangsdrikke
flere liter vand dagligt. En god måde at få dækket det daglige
væskebehov på ca. 1½ liter og samtidig få vitaminer og mineraler
kan være at drikke et glas juice, ½ liter magert mælkeprodukt, lidt
kaffe eller te, og slukke resten af tørsten i vand.
Juice istedet for sodavand
Hvis der er en festlig anledning eller man higer efter noget sødt
at drikke regnes juice for et sundere valg end sukkersødet sodavand
eller saftevand. For selv om juice har et naturligt indhold af
(frugt)sukker som svarer til det i sodavand, så indeholder juice i
modsætning til sodavand vitaminer og mineraler fra frugtsaften. Et
glas juice tæller derfor med i regnskabet som et af de seks
stykker frugt og grønt, der anbefales i "6 om dagen"
kampagnen.
Light sodavand
Light sodavand indeholder færre kalorier end almindelig
sodavand. Er man overvægtig, vil det selvfølgelig være bedre at
drikke en light sodavand engang imellem istedet for en almindelig
sodavand. Men generelt bør sodavand og light produkter kun nydes
engang imellem og ikke til hverdag. Ved at drikke disse produkter
for tit vænner man sig og ikke mindst børn til den søde smag.
Tænder og sodavand
Du skal desuden være opmærksom på, at lightprodukter og
andre sure drikke m.v ikke er godt for tænderne. Tandemaljen kan
forsvinde, selv om du børster tænder hver dag. Det kaldes erosioner
og er en kemisk opløsning af tanden. Det kan ske hvis du drikker
syreholdigt uden for måltiderne. Med syreholdigt menes juice,
sodavand, cola (også light produkter), sportsdrikke, sur slik,
dansk vand med citrus, visse former for medicin samt sure asier og
syltede rødbeder.
I begyndelsen er det svært at se dem selv, og de gør heller ikke
ondt. Senere kan tænderne blive følsomme overfor kulde og varme,
samt gøre ondt når du børster dem. Erosioner har altså ikke noget
at gøre med om du børster dine tænder, det skyldes alene den
kemiske opløsning af tanden.