Fødevarestyrelsen
www.altomkost.dk


5. december 2006

Spis varieret og bevar normalvægten

Spis forskellige typer af brød, frugt, grønt, kød, mejeriprodukter og fisk dagligt. Så får du alle de vitaminer og mineraler, du har brug for.

Bevæger vægten sig opad, så grib ind i tide. Lev efter kostrådene, spis mindre portioner, og vær mere fysisk aktiv.

Spis lidt af det hele
De enkelte fødevarer indeholder forskellige vitaminer, mineraler og mange andre sunde stoffer. Ved at spise lidt af det hele sikrer du, at kroppen får alle de næringsstoffer, den har brug for. At spise varieret betyder i praksis at sammensætte måltiderne med mad fra alle fødevaregrupper.

Sørg for hver dag eller næsten hver dag at spise noget inden for disse fødevaregrupper - og varier mellem forskellige produkter inden for hver gruppe: Frugt og grønt, fisk, brød, gryn, kartofler, ris og pasta, kød og æg, mælk og ost. Sodavand, slik, kager, snacks og is er ikke omfattet af rådet om variation, da der ikke er nogen ernæringsmæssige fordele ved at spise disse produkter. Når du spiser sundt og varieret samt er fysisk aktiv, er der plads til lidt af det søde - bare ikke hver dag.

Hold øje med vægten
Det bedste, du kan gøre for at forebygge overvægt, er at leve efter de 8 kostråd. Ønsker du at tabe dig, så gå efter de overkommelige forandringer. Spis regelmæssige måltider med mange grønsager. Spis mindre portioner, og spar på det fede og søde. Få bevægelse ind som en naturlig del af hverdagen ved fx at vælge cyklen frem for bilen eller trappen frem for elevatoren. Gå til noget sport, du synes er sjovt.

Hvad er normalvægt?
BMI kan bruges som rettesnor, når du vil undersøge om du vejer for meget, for lidt eller lige tilpas. BMI er en forkortelse for Body Mass Index eller kropsmasseindeks. BMI kan kun bruges, hvis du er over 19 år og ikke er gravid.



Vil du vide mere: