Fødevarestyrelsen
www.altomkost.dk

20. juni 2012

Madmod og madglæde en opgave for daginstitutionerne?

Mad og måltider i daginstitutioner giver ud over mætte børnemaver også en unik mulighed for at arbejde med børns personlige og alsidige udvikling.

Mange kommuner har positive erfaringer med at servere fælles frokostmåltider dagligt til sine daginstitutionsbørn, men løsningsmodellerne ser forskellige ud i de enkelte kommuner. I nogle kommuner serverer institutionerne varm mad flere gange om ugen, der er tilberedt i institutionens køkken, mens andre får mad leveret fra et kommunalt storkøkken. Arbejdet med mad og måltider betyder ikke kun at børnene bliver mætte, men kan også være med til at sætte fokus på børnenes madmod, madglæde og helt overordnet maddannelse.

Inspirationsmateriale til daginstitutioner
Den opgave har Børne- & Ungdomsforvaltningen i Københavns Kommune taget på sig, og har udviklet et inspirationsmateriale, i samarbejde med Københavns Madhus, målrettet daginstitutionspersonalet; ledere, pædagogiske personale og køkkenansvarlige.

Ønsker en personalegruppe i en institution at sætte spot på, hvordan det pædagogiske arbejde med mad og måltider kan spille sammen med det øvrige pædagogiske arbejde er der nu hjælp at hente i inspirationsmaterialet ”Madmod og arbejdsglæde – guide til handleplan i daginstitutioner”.

Maria Haukrogh var ansat 1 år i Københavns Kommune og er medforfatter på materialet. ”Vi har udviklet materialet til daginstitutioner som inspiration til et styrket tværfagligt samarbejde mellem pædagoger, køkkenansvarlige og ledere. Et styrket samarbejde kan betyde at personalegruppen får endnu mere ud af maden og måltiderne sammen med børnene, hvilket bidrager til børnenes maddannelse”, siger Maria Haukrogh, Fødevarestyrelsen.

Kontakt Alt om kost rejseholdet
Har din kommune brug for inspiration og hjælp til hvordan I kan få sat mad, måltider og pædagogik på dagsordnen kan I kontakte Fødevarestyrelsens Alt om kost rejsehold.

Alt om kost rejseholdet kan bidrage til:
  • Jeres arbejde med at formulere og implementere politikker for mad, måltider og bevægelse
  • Madordninger med smag, smil og samvær:
    • anbefalinger for maden og menuplanlægning
    • viden om krav til indretning og hygiejneforhold
    • skabe bro mellem den pædagogiske praksis og køkkenet
  • Kompetenceudvikling af personale:
    • planlægning af efteruddannelse
    • undervisning
  • Indblik i hvad andre kommuner gør, og hvad der skal til for at få succes
  • Sparring med kolleger i et lokalt netværk af kommuner


Kontakt
Marianne Thye, ernæringsfagligmedarbejder, Fødevarestyrelsen, Tlf.: 7227 6900
Vil du vide mere: