23. maj 2012
Havregryn til morgen
Er havregryn nu så sunde som vi går og tror? Både for bønder og
kontorfolk? Gennem et stykke tid er dette blevet diskuteret, da
nogle ernæringsfolk ikke mener, at folk med stillesiddende jobs bør
starte morgenen med en skål havregryn. Men lad os slå det fast –
havregryn er et glimrende valg når det kommer til morgenmad.
Fødevarestyrelsens 8 kostråd er de officielle
retningslinjer for, hvordan man sammensætter en sund kost. Her
anbefaler vi, at du spiser fuldkornsprodukter hver dag. Kostrådene
bygger på solid videnskabelig dokumentation. Det vil sige, at de er
baseret på utallige studier, hvori sammenhænge mellem kost og
sundhed er afprøvet og beskrevet. Internationalt er forskere enige
om at anbefale et øget indtag af fuldkornsprodukter.
Havregryn er 100 % fuldkorn
Havregryn er et fuldkornsprodukt, der har en fornuftig
sammensætning af kulhydrat, protein, fedt og kostfibre. Kostfibrene
bidrager til, at havregryn mætter godt, og at kulhydraterne i
havregryn giver brændstof over en længere periode – ikke mindst til
hjernen, som netop bruger kulhydrater som brændstof. Kulhydrater er
derfor ikke et fyord – uanset hvornår på dagen de spises. Det
væsentlige er, at havregryn er en god kilde til ’langsomme’
kulhydrater i kosten til både børn og voksne i modsætning til
’hurtige’ kulhydrater, der findes i form af sukker i slik,
sodavand, kager og søde morgenmadsprodukter.
Havregryn med mælk i en lille skål er et fint morgenmåltid for
kontorfolk, hvorimod folk med mere fysisk aktivitet i løbet af
dagen gerne må bruge den dybe tallerken. Hvis man ikke er fysisk
aktiv, har man et mindre energibehov end mennesker med fysisk
krævende arbejde – det er der ikke noget nyt i!
Reviderede kostråd
DTU Fødevareinstituttet er i øjeblikket i gang med at
opdatere den videnskabelige dokumentation, der ligger til grund for
de nuværende 8 kostråd. Der er intet, der tyder på, at
retningslinjerne for fuldkorn vil blive ændret. Fuldkorn vil
således kunne forventes at indgå som en del af en sund kost til
både børn og voksne fremover.
Kontakt
Else Molander, Kontorchef, Fødevarestyrelsen, tlf.: 7227 6900