Fødevarestyrelsen
www.altomkost.dk

31. august 2011

Vegetarmad – hvordan?

Vi har udbygget vejledningen om vegetarmad på altomkost.dk. Nu kan du finde tips og idéer til, hvordan du sammensætter varierende måltider og en dagskost, der giver kroppen tilstrækkelig med energi, næringsstoffer og velsmag.

Variation er nøgleordet. Et varieret udbud af vegetabilske madvarer og - for lakto-ovo-vegetarer - mejeriprodukter er med til at sikre, at kroppen får de næringsstoffer, som den har behov for. Madvarerne er inddelt i grupper – som nedenfor, der sammensættes ud fra et varieret udbud af produkter indenfor de enkelte grupper. Vegetarer får tips og ideer til at sammensætte madvarer fra alle 4 grupper, mens veganere kan sammensætte fra de første 3 grupper.
  • Fuldkornsbrød og gryn samt kartofler, ris og pasta
  • Grønsager, bælgfrugter og frugt
  • Olie, fedtholdige kerner, frø og nødder
  • Æg, mager ost og mælkeprodukter

Eksempler på opskrifter med god smag til hele familien
Opskrifterne giver konkrete forslag til, hvordan madvarer sammensættes til sunde og smagsgivende vegetarmåltider. Der er inspiration til både varme og kolde retter, som er sammensat, så de også passer til børns smag. Du finder bl.a. eksempler på fyldige grønsagssupper, mættende grød, postejer og frikadeller baseret på bælgfrugter, pirogger, pizza, burger samt fyldte kartofler og æggekage.

Opskrifterne er desuden gode at bruge, hvis din familie ønsker at leve mere kødfattigt med fx en til to grønne vegetarretter om ugen.

Sammensætning af dagens måltider til voksne og børn
Vi har sammensat tre eksempler på, hvordan du kan kombinere måltiderne til en dagskost, der opfylder anbefalingerne. Der er dagskostforslag til en kvinde der er mellem 31 og 60 år, normalvægtig med et middel aktivitetsniveau, som sammensætter og spiser vegetar- eller veganermad.

Til familier der gerne vil leve vegetarisk, har vi udarbejdet et eksempel på, hvordan du kan sammensætte madvarer og måltider til de mindre børn. Forældre, der lever vegetarisk, anbefales at sætte sig grundigt ind i barnets behov, da de første 2 leveår er den mest sårbare periode med hensyn til barnets vækst.

Forældre, der lever vegansk, skal være opmærksom på at det kan være svært for det helt lille barn at få energi nok med en veganerkost, og der kan være risiko for fejlernæring og vitaminmangel. Maden vil som oftest fylde meget på tallerknen og have et lavt indhold af energi. Veganerkost anbefales derfor generelt ikke til helt små børn.

Fokuser på næringsstoffer – specielt hvis du er veganer
Jo flere madvarer du udelukker af din dagskost, jo højere krav er der til at variere de forskellige madvarer. Vi anbefaler at veganere sætter fokus på proteinkilder, som fx kornprodukter, kartofler, majs, bælgfrugter, miso, fedtholdige kerner og nødder samt tofu. Ligeledes anbefaler vi, at du er opmærksom på at få spist tilstrækkelig af mineralerne jern, calcium og zink samt tage tilskud af B12- og D vitamin.



Kontakt
Helle Køngerskov 7227 6900