30. november
2011
Sæt bevægelse på dagsorden - også om
vinteren
Vinteren er lige om hjørnet og de lyse timer bliver færre, og
vi putter os omkring stearinlysene og får rørt os for lidt. Men I
kan stadig lave masser af sjove aktiviteter med både små og store
børn.
Her er et par ideer til, hvordan I kan få sat
bevægelse på dagsordnen i jeres familie.
Aktiviteter med de helt små børn - lad de små prøve
selv
Når små børn gennem bevægelsesaktiviteter tilegner sig erfaringer
og derved ”erobrer verden” stimuleres børnenes selvtillid, de får
mere mod på at forsøge sig igen samtidig med at deres motorik
langsomt udvikles. Børns mod på at udforske verden er vigtigt for
deres trivsel – deres evne til at indgå i sociale relationer såvel
i daginstitutionen som senere i skolen.
Hav tålmodighed
I en travl hverdag kan det selvfølgeligt være svært at have
tålmodighed til at lade dit barn prøve selv, men forsøg alligevel.
Lad fx barnet kravle op og ned af møblerne eller bestige trappen
selv i stedet for at bære det op. Herved beskytter du også dig selv
for at udvikle skavanker.
En time på gulvet giver også mening
Er der en time til overs søndag eftermiddag, er det en god ide, fx
på et blødt underlag at lade dit barn øve sig i at slå kolbøtter
eller trille rundt på gulvet. Det er med til at stimulere barnets
evne til at orientere sig i rummet. Det kan også være en god idé at
lave aktiviteter, der træner reaktionsevne og balance.
Aktiviteter med de lidt større børn
Også de 3-6 årige børn kan lide at lege og tumle med mor eller far.
Du kan skabe bevægelse ved fx at sætte noget god musik på og bevæge
jer til det. Leg fx ”Stop-dans” til musikken.
Lad børnene være med
Børn synes ofte, at det er sjovt at være med til huslige sysler som
støvsugning, oprydning eller rengøring. Tag dit barn med – det
tager selvfølgelig lidt ekstra tid – men det lærer rigtig meget af
det.
Hver årstid sine muligheder
De forskellige årstider giver forskellige muligheder. Tager man det
rigtige tøj på, kan det stadig være skønt at komme ud i det kølige
og blæsende vintervejr. Tag en tur i skoven eller på stranden – der
kan være masser af oplevelser selvom det er koldt.
Har I en have er det også dejligt at samle blade og gøre haven klar
til vinter. Børn synes ofte, at det er sjovt at
tage del i de mange gøremål i hjemmet og kan godt lide at være med
i hverdagens rutiner.
Kontakt
Trine Grønlund Nielsen, ernæringsfaglig medarbejder,
Fødevarestyrelsen, Tlf.: 7227 6900