Fødevarestyrelsen
www.altomkost.dk

29. november 2011

Mere end bare Nøglehulsmærket

I 2012 bliver det muligt for producenter, grossister og detail, at trykke mere end bare Nøglehulsmærket på fødevareemballager.

Lige siden Det fælles nordiske Nøglehul i juni 2009 blev en kendsgerning i Danmark, Norge og Sverige, har det kun været muligt for producenter, grossister og detail, at trykke Nøglehulslogoet på emballagen på færdigpakkede produkter.

I 2012 bliver det også muligt enten at tilføje en QR-kode, der peger på Nøglehullets hjemmeside, skrive ”www.noeglehullet.dk” eller ”Nøglehullet er fødevareministeriets officielle ernæringsmærke” på færdigpakkede fødevarer, til at supplere Nøglehulsmærke.

Ny designmanual – foråret 2012
De nye muligheder betyder også, at Nøglehullets Designmanual skal revideres. Den ny designmanual offentliggøres på hjemmesiderne for Nøglehullet i Norge, Sverige og Danmark. Her kan alle interesserede finde vejledning til brug af Nøglehulsmærket, både på produktemballage og ved almindelig markedsføring.

Frivilligt at bruge Nøglehullet, QR-kode og godkendt tekst
Det er fortsat frivilligt og gratis for producenter, grossister og detail at anvende Nøglehulsmærket, og om de vil tilføje ovennævnte tekster på de færdigpakkede produkter. Det ser dog ud til, at det er en god ide, at produkter, der lever op til Nøglehullets krav, mærkes med Nøglehullet, da en forbrugerundersøgelse fra april 2011 viser, at
  • mere end 90 % af forbrugerne kender mærket i alle 3 lande, og
  • mere end hver fjerde af de danske forbrugere kigger efter Nøglehulsmærket, når de handler.
  • 70 % af den danske befolkning har tillid til mærket.


Kontakt
Kontakt: Puk Maia Ingemann Holm, ernæringsfaglig medarbejder,
Fødevarestyrelsen, Tlf.: 7227 6900