31. august
2011
Det er populært at være vegetar
Mange af os spiser mindre kød end tidligere. Det er især de
helt unge der udfordrer deres spisevaner.
Ifølge formanden for Dansk Vegetarforening
Sune Borkfelt er antallet af vegetarer stigende specielt blandt de
helt unge. Det udtaler han til Berlingske media (19.08.2011). Når
de unge prøver kræfter med en vegansk livsstil, bunder det i etiske
overvejelser. Højest vejer hensynet til dyrenes velfærd og hensynet
til at undgå at medvirke til, at dyrebrug påvirker klimaet.
Vegetarforeningen har på det seneste oplevet en stigning i
henvendelser og efterspørgsel på information om at leve
vegetarisk.
Stigning bekræftet af analyse
En analyse udarbejdet af FDB i 2010 viser da også, at knap 4 % af
danskerne opfatter sig selv som vegetarer eller veganere, men
næsten ingen undgår dog kød fuldstændigt. Hos alle, der spiser kød,
er firbenede dyr de mest populære på tallerkenen. Og så synes flere
unge end ældre, at klimaet er det bedste argument for at skære ned
på kødforbruget.
Gourmetkokke sætter grønsager på menuen
Grønsagerne spiller hovedrollen i menuerne på kendte
restauranter som Noma, Saison og Geranium. Den ihærdige iværksætter
inden for gastronomi og kogekunst Claus Meyer har fornyelig udgivet
en kogebog om ”salatværkstedet”. Årstiderne har desuden stor succes
med salg af grønsagskasser, opskrifter, kogebøger m.m.
Kontakt
Helle Køngerskov telefon 7227 6900