I Region Hovedstaden mener 59 % af borgerne – svarende til
over 700.000 personer – at det skal være forbudt at sælge fastfood
i sportshaller og idrætsklubber, mens 27 % og 33 % af regionens
borgere går ind for et forbud mod henholdsvis sodavand og snack,
slik og chokolade.
Pølser og pomfritter stadig i
førertrøjen
Borgernes ønsker afspejler sig ikke i de produkter, som
halinspektørerne oplever sælger godt, viser en
spørgeskemaundersøgelse, hvor FDB’s medlems- og forbrugermagasin
Samvirke har fået svar fra godt 100 danske halinspektører. I
hallerne er det pomfritter, slik og pølser, der sælger godt og de
sundere produkter som salat, frugt og gulerodsstave er knapt så
populære. Udfordringerne vurderes blandt andet, at være prisen på
et sundere sortiment, kort holdbarhed på friske varer og dermed
risiko for større spild samt ikke mindst en forventning om, at
kunderne foretrækker det nuværende sortiment.
Huller i fritureosen
Der er dog tegn på, at det generelt høje fokus på sundhed i
samfundet er ved at slå huller i fritureosen i idrætshallen.
Halinspektørerne oplever generelt, at udbuddet i deres cafeteria
har rykket sig i en sundere retning. Således tilkendegiver over
halvdelen af de adspurgte, at deres sortiment har bevæget sig i en
sundere retning over de seneste to år. Kun få procent har den
modsatte opfattelse.
Kostpolitikker er sjældne, men der er gratis hjælp at
hente
Undersøgelsen viser, at kun få idrætshaller har formuleret en
kostpolitik. Endvidere er politikken kun i få tilfælde nedskrevet
og indgår i en kontrakt med kommunen. Flere haller har dog
intentioner om at indføre en kostpolitik. Børn og unge og adgang
til frisk vand, frugt og grønt er fokusområder.
Kommuner, der ønsker at fremme et sundere udbud i hallerne kan
få gratis rådgivning fra Fødevarestyrelsens Alt om kost rejsehold.
Rejseholdet tilbyder at samarbejde med kommuner for at finde frem
til løsninger, der harmonerer med kommunes overordnende politikker
og prioriteringer og samtidig efterkommer borgernes ønsker om, at
kunne spise sund mad når de kommer i hallen.
Kontakt
Fødevarestyrelsen - Fuldmægtig Gregers D. Hummelmose, tlf. 7227
6677.