Fødevarestyrelsen
www.altomkost.dk

19. maj 2011

Spis ikke for meget hestekød

Fødevarestyrelsen anbefaler, at man kun spiser hestekød lejlighedsvis og højst én gang om ugen. Heste opkoncentrerer dioxin og PCB i større mængder end f.eks. svin og fjerkræ.

Fødevarestyrelsen har i kontrolprøver fundet forhøjet indhold af dioxin og PCB i heste og det er ligeledes kendt fra andre EU-lande, at heste kan indeholde forhøjede koncentrationer af dioxin og PCB.

Dioxiner og PCB er miljøgiftstoffer, som bliver ophobet i visse fødevarer, og kan bl.a. give øget risiko for kræft og påvirke forplantningsevnen og immunforsvar hos mennesker.

Dioxiner bliver dannet i små mængder ved forbrænding af fx affald og forskellige industrielle processer. PCB stammer fra andre kilder end dioxinerne f.eks. fra anvendelse som isoleringsmateriale i elektriske installationer.

Stofferne er meget persistente, dvs. at de forbliver i miljøet i mange år, da de ikke nedbrydes.

Dioxinerne opnår specielt høje koncentrationer i visse fedtholdige animalske produkter og fisk. Heste optager stofferne via græs og det jord, der følger med. I Danmark opdrættes der ikke heste til konsum, det er derfor ofte heste, der har en vis alder, før de bliver slagtet. Dette betyder, at de har gået på græs i flere år, i modsætning til andre dyr, der oftest slagtes, når de er få måneder/år gamle.

I Danmarks spiser vi kun hestekød i begrænset omfang.

Kontakt
Fødevarestyrelsen, Lulu Krüger, tlf.: 7227 6638
Vil du vide mere: