Gå efter Nøglehullet, så sparer du på fedtet
Fødevarer med Nøglehullet lever op til et eller flere krav
for indholdet af fedt, sukker, salt eller kostfibre. Går du efter
Nøglehullet når du handler, er det nemt at spare på fedtet.
Udskifter du:
- Letmælken med mini- eller skummetmælk – og drikker ½ liter om
dagen, så sparer du mellem 38,5 – 52 g fedt i løbet af én uge. På
et år bliver det til 2-2,7 kg fedt sparet.
- 45+ ost med en 30+ ost sparer du 2,5 g fedt for hver skive (25
g) – spiser du 200 g ost på én uge kan du spare 20 g fedt på én
uge. På et år bliver det til 1 kg fedt sparet.
- Pizzaen fra pizzamanden med en Nøglehulsmærket pizza fra
supermarked sparer du fra ca. 50 g fedt pr. pizza. Spiser du én
pizza om ugen, sparer du over 2,5 kg fedt på et år.
- Hakket kød 18-20% fedt med hakket kød med maks. 10% fedt –
sparer du 10 g fedt pr. 100 g. Spiser du hakket kød, som en del af
aftensmaden et par gange om ugen kan du på et år spare 1,5 kg
fedt.
- Spegepølsen eller alm. leverpostej ud med en Nøglehulsmærket
variant sparer du typisk 13 g fedt pr. 100 g. Spiser du et par
madder med spegepølse, leverpostej eller andet fedt kødpålæg
dagligt, kan du spare mindst 53 g fedt på én uge. På et år bliver
det til 1,4 kg fedt sparet.
Spar over 8 kg fedt om året
Alt i alt kan du på et år spare over 8,4 kg fedt eller 162 g fedt
om ugen, ved nogle få ændringer i de dine valg af produkter, der
lander i indkøbskurven når du handler.
Der er ca. 6000 kJ i 162 g fedt – det svarer til hvad du forbrænder
ved 2-4 timers motion, f.eks med 2 timers løb eller 4 timers
cykling til arbejdet.
Lidt men ikke for meget
Fedt indeholder dobbelt så meget energi (kJ) som
kulhydrater og protein, derfor skal du ikke have for meget. Spiser
du for fedt, øger det risikoen for, at du bliver overvægtig, og for
meget fedt på kroppen øger risikoen for livsstils¬sygdomme, som
hjerte-kar-sygdomme og diabetes.
Vi har brug for fedt
Fedt indgår i opbygningen af kroppens væv og er bærestof for nogle
af vitaminerne. Fedt er vigtigt som energikilde og som depot for
opbevaring af energi. Nogle af fedtsyrerne i fedt er
livsnødvendige, og kan ikke erstattes af andre. Det er derfor
vigtigt, at man både er opmærksom på, hvor meget fedt man spiser,
og hvilken slags fedt der er i maden.
Kontakt
Fødevarestyrelsen - Pia Eidem, cand.scient. i human ernæring, tlf.
7227 6690 eller Susanne Dunch, ernæringsfaglig medarbejder tlf.
7227 6691