Fødevarestyrelsen
www.altomkost.dk

12. maj 2011

Så er det snart tid for børnene til at komme på madskole i sommerferien!

Madskolerne afholdes flere steder over hele landet i skolernes sommerferie og er for børn mellem 8 og 12 år. Der er også ungdomsmadskoler for børn 13-15 år. Det overordnede formål med Madskolerne er at give børn og unge viden om kost og motion på en sjov, lærerig og aktiverende måde.

På Madskolerne får børn og unge viden om kost og motion på en lærerig måde samt de får værktøjer til at gøre varieret kost og sund livsstil til det naturlige valg. Det er endvidere målet, at børnene møder produkter fra dansk landbrug. Madskolerne er et samarbejde mellem erhvervsorganisationen Landbrug og Fødevarer og 4H.

Hvornår foregår Madskolerne?
Madskolerne foregår i dagtimerne mandag til fredag (Etniske Madskoler er mandag til torsdag). Madskolerne afholdes primært i skolesommerferien, men enkelte Madskoler afholdes også i efterårsferien og vinterferien. Basen for Madskolerne er et skolekøkken. I løbet af ugen præsenteres deltagerne for nye råvarer, både i køkkenet og på ekskursioner.

Hvad laver man på en Madskole?
På alle Madskoler er madlavning (herunder morgenmad, middagsmad, aftensmad og mellemmåltider), motion, forældreaften og gårdbesøg / fødevarevirksomhedsbesøg faste elementer. Herudover følger børnene på Madskolerne mindst ét produkt (fx svin, okse, mælk, frugt / grønt) fra jord til mave. Børnene lærer endvidere om sundhed, kost og ernæring. Som minimum bliver deltagerne bekendt med de 8 kostråd og lærer, hvad det vil sige at spise varieret.

Instruktør på en madskole
Madskolerne søger også frivillige instruktører. Arbejdet som instruktør vil hovedsagligt bestå i at instruere børnene i madlavning, hjælpe med oprydning samt aktivere børnene gennem leg og motion. Herudover er der brug for hjælp til at formidle viden om sundhed, kost, hygiejne og fysisk aktivitet til børnene. Der vil desuden også være en række praktiske opgaver som fx indkøb, oprydning og information til forældre. Der er også plads til sjove indfald, skøre idéer og hygge med børnene.

Det kræver ikke nogen særlige kompetencer at blive frivillig instruktør på en Madskole. Det vigtigste er, at man har lyst og mod på at være sammen med børn og lave mad sammen med børn. Interesserede kan skrive en mail til: Madskoler@LF.dk



Kontakt
Fødevarestyrelsen, Susanne Walter Johannesen, tlf.: 7227 6693