Pinsen og ikke mindst de traditionsrige pinsefrokoster skal
forhåbentlig afholdes i dejligt vejr i weekenden. I de mange
pinsefrokoster rundt om i landet har fisken en central plads på
bordet og det er både godt for smagsoplevelsen, men også for
folkesundheden.
Budskabet om at fisk er sundt og skal spises 2 gange om ugen, tager
flere og flere danskere til sig.
Fisk er godt
Fisk er en meget vigtig bestanddel af en sund kost. Fisk
indeholder fiskeolier, D-vitamin, jod og selen – stoffer du ikke
får så meget af i anden mad.
Forskellige fiskearter indeholder forskellige mængder af de sunde
stoffer, og desuden indeholder især de fede fiskearter sunde
fiskeolier – de såkaldte n-3 fedtsyrer eller omega- 3
fedtsyrer.
Varier derfor mellem forskellige arter - fede og magre. Det
officielle kostråd om fisk er, at man skal spise fisk 2 gange om
ugen ved det varme måltid. Man kan også vælge at nøjes med en gang
om ugen, hvis man til gengæld spiser fiske- pålæg hver dag.
Fisk på pinsemenuen
Pinsefrokosten er en oplagt mulighed for at spise fisk i alle
afskygninger. Til det kolde frokostbord er der både mulighed for at
vælge den friske fisk eller færdigproduceret fiskepålæg. En test
foretaget af Forbrugerstyrelsen i samarbejde med Fødevarestyrelsen
viser, at de fleste fiskepålægsprodukter på hylderne i
supermarkedet, har en fin ernæringsmæssig værdi. Testen, der blandt
andet omfatter fisk i sauce, marinerede sild, torskerogn og
postejer viser, at der er mange ernæringsrigtige typer af
fiskepålæg i forretningerne.
Årets pinsefisk er kulmulen
Kulmulen er en rigtig rovfisk, der går på ned til 300 meters dybde
om dagen. Om natten kommer den højere op i vandet, hvor den jager.
Det er en fantastisk spisefisk, som mange danskere nok ikke kender
så godt. Så er det jo bare om at stikke ned til den lokale
fiskehandler, for sæsonen for denne fisk er nu – og så er det om at
slå til, hvis man interesserer sig for kvalitet og smag.