Fødevarestyrelsen
www.altomkost.dk

17. august 2011

Pædagoger er vært ved frokosten

En vært skal sørge for at gæsterne har det godt. I Københavns kommune er pædagoger værter, når børnene spiser frokost.

I Københavns Kommune skal alle institutioner, der er med i Køkkenløftet, udpege en vært ved hvert måltid. Værtens rolle er at sikre, at stemningen og omgivelserne omkring måltidet er i orden, så børnene får en god oplevelse. Ligesom en vært ville gøre det, når der inviteres til middag hjemme privat.

Måltidet skal være en god oplevelse for alle
“I Køkkenløftet får personalegruppen hjælp til at skabe en fælles forståelse af, hvad de vil opnå med måltidet, hvordan de selv kan bidrage – og hvordan de kan involvere børnene” fortæller Vibeke Schellerup, der er forandringskonsulent og arbejder i Københavns Madhus. “Det er vigtigt, at pædagogerne arbejder med måltidet, som en pædagogisk aktivitet, og finder ud af hvordan de vil udvikle børnenes maddannelse”.

I Køkkenløftet er der sat en række målsætninger op for det gode måltid. Målsætningerne er:

  • Måltidet er i centrum og må ikke forstyrres.
  • Alle måltider har ansvarlige værter, der spiser med.
  • Der er tid til, at alle kan nå at spise og nyde maden.
  • Omgivelserne fremmer oplevelsen.
  • Den spisende bliver involveret og respekteret ved måltiderne.

Glade børn og pædagoger
“Institutionerne oplever, at børnene bliver gladere og mere rolige, når der sidder en vært ved bordet. De føler sig trygge og set, hørt og respekteret i samværet, i snakken og under maden. Måske har nogle af børnene været med i køkkenet og andre dækket bordet” siger Vibeke. “Børnene får en pause, når de hygger sig med måltidet, og det er godt, hvis de kan blive siddende i en halvtimes tid. Personalet oplever en større arbejdsglæde efter, at institutionen er begyndt at arbejde med måltidet, som en del af den pædagogiske praksis.”

Information om Køkkenløftet
Værtsrollen og respekten for måltidet er det tredje løfte af i alt fem løfter i Køkkenløftet:

  1. Lige til at spise - om den kulinariske kvalitet
  2. Rå varekvalitet - om de varer, der bliver brugt
  3. Respekt for måltidet - om omgivelser, omsorg og samvær
  4. Den rette mad til de rigtige mennesker - om den ernæringsmæssige kvalitet
  5. Ansvar og arbejdsglæde - om de organisatoriske og menneskelige forhold

Løfterne skal motivere institutionerne til forandring, forbedring og udvikling. Der knyttes rådgivning, efteruddannelse og udviklingsplaner fra København Madhus til de institutioner, der er med. 



Kontakt
Københavns madhus: Vibeke Schellerup, tlf. 2214 7287
Fødevarestyrelsen: Karen Eriksen, tlf. 7227 6900
Vil du vide mere: