De nuværende otte kostråd blev lanceret i 2005 og har stort set
fra dag ét været diskuteret. Rådene er da også undervejs blevet
tilpasset, efterhånden som ny viden har dokumenteret et behov for
justeringer.
Ved den seneste revision i 2005 blev de dengang syv kostråd til
otte. Dermed fik kostrådene plads til 30 minutters daglig motion.
Samtidig blev ordlyden af de andre råd justeret. Og i 2008 satte
Fødevarestyrelsen mængder på fuldkornsanbefalingerne. Tidligere i
år blev rådene om fisk opdateret, for de forbrugere der ønsker at
spise mere fisk end de officielle anbefalinger.
Arbejdet med de nye kostråd kommer hovedsageligt til at foregå i
to arbejdsgrupper. En gruppe ernæringsforskere fra DTU
Fødevareinstituttet leder den videnskabelige del og en gruppe med
Fødevarestyrelsen for bordenden skal se på, hvordan de nye råd
bedst muligt kommunikeres til forbrugerne.
For at sætte gang i arbejdet med kommunikationen inviterer
Fødevarestyrelsen alle interesserede til Kick-off møde den 25. maj,
2011. Her får fagfolk, forbrugere og forskere mulighed for at
debattere de nuværende kostråd samt komme med bud på, hvordan
kostrådene fremover kan kommunikeres, og om der evt. bør udvikles
forskellige råd og anvendes forskellige kommunikationsformer alt
efter, hvilke grupper i befolkningen der skal kommunikeres til.
Så længe revisionen af kostrådene foregår, er de eksisterende 8
kostråd stadig den bedste rådgivning om, hvordan forbrugerne bedst
sammensætter sunde måltider i balance med fysisk aktivitet.
Fødevarestyrelsen forventer at kunne præsentere de nye kostråd i
løbet af efteråret 2012.
Kontakt
Fødevarestyrelsen, kontorchef Else Molander, tlf.: 7227 6669