12. oktober
2011
Nøglehullet flytter ind på danske
spisesteder
Fra 2012 bliver det nemmere at spise sundere når vi spiser ude.
Fødevaremyndighedernes officielle ernæringsmærke, Nøglehullet,
flytter ind på de danske spisesteder.
Vi spiser mere ude
Der spises i dag flere og flere måltider uden for hjemmet.
For en typisk dansker kommer frokostmåltidet ofte fra
arbejdspladsens kantine, eller en nærtliggende sandwichbar.
Mellemmåltidet spises måske på farten og kommer fra en tankstation
eller stationskiosk, og hygge med familie og venner er ofte lig med
take-away, café eller restaurantbesøg. Alt i alt løber antallet af
udemåltider hurtigt op.
Desværre er ”udemad” oftest lig med mad med meget fedt, salt og
sukker, og det kan være rigtig svært at genkende de sundere
alternativer fra de mindre sunde. Når sulten melder sig, ender vi
derfor tit med det mindre sunde alternativ, ikke af lyst, men fordi
det er det, som er lettest tilgængeligt.
Det problem skal Nøglehullet løse.
Det sunde valg skal være det nemme valg
Nøglehulsmærket har længe været kendt som forbrugerens
guide til at vælge de sundere fødevarer, når vi handler. Fra 2012
bliver det også muligt for danske spisesteder, at sætte et
Nøglehulsmærke på sundere madretter. I en Nøglehulsmærket madret
skal der spares på fedt, salt og sukker, og samtidig skrues op for
kostfibre, fuldkorn og frugt og grønt. En Nøglehulsmærket madret,
er således en garanti for et sundere valg. Med Nøglehullet på
spisesteder bliver det ganske enkelt nemmere for dig som forbruger,
at genkende og vælge de sundere madretter.
Kontakt
Fødevarestyrelsen, Ernæringsfagligmedarbejder Mette Toftegaard
Rasmussen, Tlf.: 7227 6900