5. juli 2011
Mad der skaber venskaber på tværs af
kulturer
På madskoler samles børn for at være fælles om madlavning. Det
skaber sammenhold og opbygger venskaber. Nu mødes også børn med
vidt forskellige kulturelle baggrunde over madlavningen.
Det er formiddag. Solen skinner fra en klar
blå himmel og det er allerede godt varmt. De fleste børn ville nyde
sådan en dag med leg i det fri. Men ikke Sohaib og Amir som er på
etnisk madskole på Vesterbro Ny Skole i København. Indenfor i
skolekøkkenet er de to drenge, sammen med andre jævnaldrende børn,
i gang med at ælte dejen til arabisk Manaish, som er fladbrød med
fyld.
Madskolen - det eneste der dur
Amir og Sohaib er ligeglade med, at solen skinner udenfor,
de vil nemlig hellere være på Madskole. ”Det er sjovt. Jeg lærer en
masse om mad og det kan jeg bare godt li”, siger Sohaib med et smil
på læben og klistret dej på alle fingrene.
Nye venner er det bedste
Sohaib har nu også glædet sig til noget helt andet. ”Jeg har især
glædet mig til at få nye venner”, siger han, mens Amir viser ham,
hvordan han skal skære et løg ud. Amir hjælper nogen gange sin mor
i køkkenet, så han ved godt, hvordan man gør. Drengene bruner
løgene og deres lærer tilsætter hakket oksekød. Det skal blive til
kødsovs til fladbrødene.
Havregryn er sundere end cornflakes
Inden madlavningen gik i gang quizzede børnene om mad og kost. ”Jeg
vandt én gang, fordi Amir troede at cornflakes er sundere end
havregryn, men det er de altså ikke”, siger Sohaib sejrstolt, mens
han trykker Amir drillende i siden med sine kødsovse-fingre. Så er
brødene klar til at blive bagt. Mens brødene er i ovnen løber
drengene med de andre børn ned i skolegården for at lege og for at
samle appetit til et måltid, som de helt selv har lavet.
Fakta om Etniske Madskoler
Etniske madskoler er for børn mellem 8 og 12 år af alle slags
etnisk oprindelse – også dansk. Børnene beskæftiger sig med kost,
ernæring, motion og livsstil - ligesom på de almindelige Madskoler.
Et af formålene er, at børnene hygger sig med madlavningen sammen
med andre børn. De Etniske Madskoler arrangeres af 4H og Landbrug
& Fødevarer. Projektet bliver støttet af Nordeafonden og
Integrationsministeriet.
Kontakt
Else Molander, kontorchef for ernæringskontoret, Fødevarestyrelsen
og ambassadør for madskolerne. Telefon 7227 6669.