Grønsager kræver som regel tilberedning og bliver derfor ikke
altid prioriteret i en travl hverdag. Grill-sæsonen er skræddersyet
til hurtige og velsmagende grønsager
Danskerne elsker at grille. Men det er først og fremmest kød,
der kommer på grillen. Typisk serverer vi salater til – de tager
tid at lave og mætter typisk ikke så meget. Lige nu er der mange
friske og lækre grøntsager i handlen, som kan lægges på
grillen.
Har man ikke mod på selv at rense og snitte, er der også
produkter i handlen, som er lige til at gå til. For eksempel kan
man købe en bakke med frosne grønsagsblandinger, der direkte fra
frost kan sættes på grillen og skal stå der et kvarters tid. Når
der både kommer kød og grønt på grillen, bliver det nemmere at
spise de 300 gram grønt om dagen.
Sådan griller du grønsager:
- Pensl med lidt olie. Overfladen bliver sprød, og grønsagerne
hænger ikke fast på risten. Brug kun en smule olie, så det ikke
drypper ned på grill-kullene.
- Nogle grønsager behøver ikke olie, fx peberfrugter, squash,
aubergine, tomat og løg. Pensl evt. grønsagerne med en marinade af
vand, ketchup, hvidløg og krydderier
- Grønsagsspyd bliver mest lækre, når der er valgt grønsager, der
bliver møre på nogenlunde samme tid
- Hold øje med grønsagerne og vend dem tit. Grønsager skal typisk
grille i 5-15 minutter
- Grønsager kan også vendes i en marinade af en smule olie,
krydderier og krydderurter og pakkes ind i folie eller kommes i en
foliebakke. Så kan de passe sig selv og bliver ikke sorte
- Hygiejnen er vigtig. Husk at holde grønsager og kød adskilt.
Brug to skærebrætter, to knive og to gafler til at vende med på
grillen
- Hold råvarer og færdigtilberedte fødevarer adskilt
Gode grønsager til grillen
- Gulerødder
- Tomat
- Peberfrugt
- Majskolber
- Champignon
- Aubergine
- Løg
- Asparges
- Fennikel
- Squash
- Forårsløg
Kontakt
Fødevarestyrelsen, Ernæringsfaglig medarbejder Trine Grønlund
Nieslen tlf.: 7227 6694