Fødevarestyrelsen
www.altomkost.dk

10. januar 2011

Europæernes sundhed

Vi lever længere, ryger og drikker mindre, men bliver mere fede.

Sådan lyder nogle af konklusionerne på en ny OECD rapport om sundhed i Europa: ’Health at a glance: Europe 2010’. Rapporten er baseret på data fra 31 europæiske lande – de 27 EU-medlemsstater samt Island, Norge, Schweiz og Tyrkiet.

Lev længe – og dø af hjerterkarsygdom eller cancer
Samlet for mænd og kvinder i EU-landene er den forventede levealder ved fødslen steget med 6 år siden 1980 og var i 2007 oppe på 78 år. Den forventede levealder for mænd er 74,3 år og for kvinder 80,8 år.

Næsten 40 % af alle dødsfald i Europa skyldes hjertekarsygdomme, mens 26 % skyldes kræft-sygdomme (i 2008). Det er i højere grad mænd end kvinder, der dør af hjertekarsygdomme og kræft.

Danmark i toppen
Vi har hørt det før, men vi skal høre det igen: Danske unge drikker og starter i en tidlig alder. Gennemsnittet i Europa blandt 15-årige er 30 % af pigerne og 38 % af drengene, der har været fulde mere end to gange i deres liv. For Danmark er tallene henholdsvis 56 % af pigerne og 59 % af drengene og dermed kommer Danmark ind på en førsteplads, hvad angår unge og alkohol.

Men mens de unge indtager førstepladsen i Europa ligger de voksne danskere på en 12. plads i forhold til alkoholforbrug. De ligger dog stadig over det europæiske gennemsnit på 10,8 liter alkohol pr. person om året, idet voksne danskere i gennemsnit drikker 10,9 liter alkohol om året. I bunden ligger Tyrkiet med 1,4 liter og i toppen Luxembourg med 15,5 liter pr. indbygger pr. år.

Samlet set er alkoholforbruget i Europa faldet med 13 liter pr. indbygger pr. år siden 1980. Tilsvarende er andelen af rygere faldet med 19 % for mænd og 13 % for kvinder fra 1995-2008.

En femtedel er fysisk aktive
Blandt børn i alderen 11-15 år var det i 2005-6 kun en femtedel, der dagligt var fysisk aktive inden for den sidste uge (moderat-hård fysisk aktivitet). De 11-årige ligger med 25,5 % væsentlig over de 15-årige, hvor kun 15,7 % er fysisk aktive dagligt. Danmark ligger bedre end det europæiske gennemsnit idet 28,5 % af de 11-årige og 18,0 % af de 15-årige i 2005-6 var fysisk aktive dagligt.

Halvdelen er vejer for meget
Over halvdelen af den samlede voksne befolkning i Europa er overvægtige (BMI 25-30) eller svært overvægtige (BMI>30). Forekomsten af svær overvægt er steget betydeligt i de fleste lande og er i mange lande fordoblet over de sidste 20 år. Gennemsnitligt er 15,5 % af den voksne befolkning i Europa svært overvægtige. I Danmark er tallet 11,4 %.

Kilde: OECD (2010), Health at a Glance: Europe 2010, OECD Publishing. http://dx.doi.org/10.1787/health_glance-2010-en


Vil du vide mere: