Fødevarestyrelsen
www.altomkost.dk

9. marts 2011

Danskernes aktivitetsniveau kortlægges

Hver anden dansker bevæger sig nok. Det er én af konklusionerne i en undersøgelse foretaget af DTU Fødevareinstituttet, hvor deltagernes aktivitetsniveau er blevet målt med en skridttæller.

I undersøgelsen gik 229 voksne og 49 børn med en skridttæller i en uge. Andre undersøgelser har været baseret på deltagernes egne angivelser af fysisk aktivitet, men metoden med skridttællere vurderes at give mere præcise målinger af aktivitetsniveauet.

Hver anden dansker bevæger sig nok
37 % af de voksne og 51 % af børnene nåede op på det anbefalede antal skridt, der anses for tilstrækkeligt til at leve op til anbefalingen om 30 minutter fysisk aktivitet om dagen. For voksne er dette 10.000 skridt, mens det for børn i alderen 5-14 år er 12.000 skridt for piger og 15.000 for drenge. Hvis man medregner sport som cykling, spinning og svømning når over halvdelen af de voksne op på det anbefalede niveau. Tilsvarende beregninger er ikke foretaget for børn, men vil resultere i, at endnu flere børn lever op til anbefalingerne.

En fjerdel bevæger sig alt for lidt
For både børn og voksne viste det sig at ca. 25 % havde et aktivitetsniveau, der betegnes som lavt eller decideret stillesiddende. Hvilket kan have store sundhedsmæssige konsekvenser. Fysisk aktivitet fremmer nemlig fysisk sundhed, og personer, der går mindst 10.000 skridt om dagen hver dag er slankere og har lavere blodtryk end dem, der bevæger sig mindre.

Blandt voksne viste det sig at kvinder bevægede sig mere end mænd. Desuden var normalvægtige markant mere aktive end overvægtige. Piger og drenge bevægede sig lige meget, men da anbefalingen for drenge ligger højere end for piger levede væsentlig flere piger op til anbefalingerne for fysisk aktivitet.

Stor undersøgelse på vej
På baggrund af de gode erfaringer med at anvende skridttællere til måling af aktivitetsniveau vil dette blive inkluderet i ’Den nationale undersøgelse af danskernes kost og fysisk aktivitet 2011-2013’. Undersøgelsen igangsættes i april 2011 og her skal mindst 3700 deltagere bære en skridttæller i 7 dage. Undersøgelsen bliver det hidtil største studie, hvor der anvendes skridttællere i Danmark og vil dermed kunne bidrage med værdifulde data omkring danskernes aktivitetsniveau.



Kontakt
Forsker Jeppe Matthiessen, jmat@food.dtu.dk, tlf. 35 88 74 44