Fødevarestyrelsen
www.altomkost.dk

8. februar 2010

Turmadpakker – så let er det

Else Pedersen, hun kan bare det der med turmadpakker. Med god planlægning og uden stress laver hun både turmadpakker til udflytterbørn og mad til børnene på institutionen hver dag.

- Og hvor skal vi så stille dig henne, lille leverpostej? lyder det i telefonen under en samtale med Else Pedersen. Én, der på den måde taler med sin mad, må være glad for sit arbejde - og det er Else.

Køkkenet er institutionens hjerte
Det første forældre og børn møder, når de træder ind af døren til institutionen er duften af Elses mad. Køkkenet har fået en helt central plads lige ved indgangen. Det er hjertet af institutionen. Her kommer børnene ud og får et kram og en lille snak med Else i ny og næ, og de spørger meget gerne til maden.

Et besøg værd
En frisk morgen kl. 7 er Else i gang med at smøre turmadpakker til 21 børn i udflytterbørnehaven. Foruden udflytterbørnenes madpakker laver Else også mad til 24 vuggestuebørn og 20 børnehavebørn hver dag. Der er nok at lave, men Else er frisk og klar på en udfordring. Hun fortæller livligt om, hvordan hun får det hele til at fungere – specielt med turmadpakkerne.

Dagens turmad
I dag står den på rugbrødsmadder i turmadpakkerne. Rugbrød er 'Guds gave til børnene', mener Else. Det er sundt, nærende og godt.
Dagens pålæg er makrel, frikadelle, æg og leverpostej. Der bliver smurt 4 halve til hver, som bliver lagt ned i bøtter med tætsluttende låg. I dag bliver madderne til makrel og frikadeller lagt ned i bøtten kun med fedtstof på. Makrel og frikadeller får børnene med på dåse og i en pose ved siden af.
- 'Makrel og frikadelle sørger pædagogerne for bliver lagt på brødet derude. Det er meget nemmere, og maden ser mere frisk ud. Det grønne skal der også til. I dag er det gulerødder og agurk. Det kan børnene godt lide', siger Else. 

Planlægningen
- 'Jeg sørger altid for at lave så meget som muligt dagen i forvejen. Koge æg, lave postej, skrælle gulerødder, skære grønt, skære frugtpålæg, lave frikadeller, lave forskelligt andet pålæg. Listen er lang med alt det, som laves dagen før. - Det sparer mig for rigtig meget tid om morgenen'.
Else fortæller videre, - 'at hvis de andre børn i institutionen fx får fisk, laver hun gerne lidt ekstra, som udflytterbørnene får med næste dag som pålæg.'
På en time er madpakkerne smurt og klar til afgang sammen med børnene.

Kontakt
Else Pedersen, Køkkenleder i 7-springeren på Nørrebro, direkte 3539 3319 lokal 5
Sandy Hansen, Praktikant hos Alt om kost i Fødevareregion Øst fra UCSJ Ankerhus Ernæring og sundhed, direkte til praktikvejleder Joan Preisler 7227 6313.
Vil du vide mere: