Fødevarestyrelsen
www.altomkost.dk

26. april 2010

Sund mad i idrætshaller

Det er alt for ofte slik, sodavand og pomfritter der bliver langet over disken i cafeterier i landets idrætshaller. Det konkluderer den nye undersøgelse ’Sund mad i idrætshaller – økonomiske perspektiver’, som Fødevareøkonomisk Institut har udarbejdet for Fødevareministeriet.

Rapporten fra Fødevareøkonomisk Institut viser, at interessen for sund mad og drikke blandt idrætshallernes brugere er blevet større. Men udbuddet i idrætshallerne er stadig præget af slik, sodavand og mindre sunde fastfood-produkter. Årsagen er bl.a., at disse produkter giver stor fortjeneste, da produkterne har lang holdbarhed, god avance, er nemme at tilberede og passer til de unges livsstil. Økonomisk hjælp fra kommunerne kan derfor være med til at flytte udbuddet i en sundere retning. Men et økonomisk incitament kan ikke stå alene. Der er behov for udvikling af sunde produkter, der kan konkurrere med de usunde. Ligesom forpagterne skal have den nødvendige viden og vejledning for at kunne sikre et sundere udbud.

Fødevareministeriet tilbyder faglig sparring
Fødevareministeriet har tidligere støttet projekter, der skulle øge udbuddet af sund mad i landets idrætshaller. Fødevarestyrelsens Alt om Kost Rejsehold bliver nu efteruddannet, så de fremover kan tilbyde kommunerne vejledning og sparring om sund mad og sammensætning af et sundere fødevareudbud i idrætshallerne.

Idrætshaller, der har prioriteret et sundere udbud af mad- og drikkevarer er eksempelvis DGI-byen, Kildeskovshallen og Vejen Idrætscenter.



Kontakt
Fødevarestyrelsen, Gregers D. Hummelmose, 7227 6677 og Karen Eriksen, 7227 6681.

Vil du vide mere: