En del af disse planter tilsættes kosttilskud og markedsføres af
producenter, importører eller forhandlere for deres virkning. Mange
produkter kan også købes via internettet. Undersøgelser viser, at 6
ud af 10 danskere indtager kosttilskud, og en del af dem indeholder
planter.
Hvem har ansvaret
Det er producenterne, importørerne eller forhandlerne, der
har ansvaret for, at de produkter, de markedsfører, ikke er
farlige, har den oplyste virkning, og at indholdet svarer til
mærkningen. Det gælder så også de planter, som er i
produkterne.
Fødevarestyrelsens opgave i forhold til markedsføring af
kosttilskud er at kontrollere, at virksomhederne og kosttilskuddene
overholder lovgivningen. Fødevarestyrelsen har derimod ikke en
oversigt eller database over den eventuelle gavnlige virkning af
produkter, aktivstoffer eller planter.
Hvordan kan jeg sikre mig?
Som forbruger kan man spørge i forretningen eller rette
henvendelse til producenten. Det er dog ikke altid, at virksomheden
har den fornødne dokumentation for produktets eller plantens
sikkerhed.
Kig i Drogelisten
I Drogelisten findes en opsummering af de toksikologiske
vurderinger af planter, som ikke er almindelige madplanter, svampe
og dele heraf anvendt i kosttilskud og urtete, der er udført af DTU
Fødevareinstituttet. Drogelisten er ikke udtømmende og har derfor
ikke alle planter med.
Drogelisten er kun vejledende for virksomhederne. Men hvis en
plante står i Drogelisten, kan man sammenligne den vurderede
daglige dosis med et konkret kosttilskud. Hele planter kan være
vurderet som 'ikke acceptable'– uanset mængde.
Fødevarestyrelsen fraråder, at man spiser planter, der er opført
som 'ikke acceptable', f.eks. ekstrakter, der opkoncentrerer
synefrin fra forskellige citrusfrugter (Citrus aurantium/pomerans,
bitter orange, sour orange, mandarin og ædel orange).
Vær forsigtig
Fødevarestyrelsen råder til at være meget forsigtige og
søge grundige oplysninger om kosttilskud - hvis de forhandles over
internettet, men ikke sælges i almindelige butikker.
Du kan tjekke om et kosttilskud er omfattet af myndighedernes
kontrol, her
Kontakt
Fødevarestyrelsen Søren Langkilde 7227 6692.