Fødevarestyrelsen
www.altomkost.dk

7. december 2010

Giv børnene legen tilbage!

Under denne overskrift samledes aktører fra hele Norden i Malmø d. 30. november 2010 for at diskutere, hvordan det kan ske i praksis og udveksle konkrete løsninger.

”Hvis vi ikke lykkes med at få folk til at bevæge sig mere ser billedet dystert ud. Derfor er det vigtigt, at vi finder nye veje til at få mere bevægelse ind i hverdagen, især for børn og unge. Specielt vores nordiske tradition med at være aktiv i naturen synes jeg, vi skal værne om,” sagde Halldòr Asgrimsson, Generalsekretær i Nordisk Ministerråd, i sin åbningstale.

Skolen, byen, naturen og transporten
I parallelle sessioner fik deltagerne mulighed for at høre mere om og diskutere rammer, politik og beslutninger for at fremme børn og unges bevægelse, samt sætte fokus på hvordan man skaber en bevægelseskultur og øger børn og unges motivation. 

Sessionerne fokuserede på fire arenaer for bevægelse: Skolen, byen, naturen og transporten.

50 løsningsforslag
I løsningsgalleriet præsenterede aktører fra hele Norden 50 forskellige eksempler på løsninger, der skaber mere leg og bevægelse hos børn og unge. Eksempler på løsninger:

  • School Power: En holdkonkurrence for elever i 9.-10. klasse på Island. Eleverne dyster i hold på 2 drenge og 2 piger i 4 styrkediscipliner og om at komme først igennem en forhindringsbane. Projektet har kørt siden 2005 og har stor succes på Island med deltagelse af 90 % af landets skoler. Konkurrencen vises desuden på TV i den bedste sendetid.
  • Gam3: Et gadeidrætsprojekt, der tilbyder åben træning i streetbasketball, street dance og street soccer for børn og unge i udsatte boligområder. Sæsonen løber fra maj til september og i 2010 var der aktiviteter i 26 boligområder i hele landet. I oktober 2010 åbnede Gam3 Streetmekka i København, der er en indendørs asfalteret gadeidrætsfacilitet med 2200 m2 til Street Basket, Street Dance, Break Dance, Parkour og DJ-skole.
  • Det Danske Spejderkorps: Spejderne fortalte om hvordan løb og aktiviteter i naturen iscenesættes ved hjælp af fantasirammer og hvordan unge ledere uddannes til at arbejde med rum og rammer for bevægelsen. Desuden fortalte elever fra Brejning Spejderefterskole om hvad der motiverer dem til at bevæge sig og opsøge udfordringer i naturen.