Fødevarestyrelsen
www.altomkost.dk

26. januar 2010

Danskerne sætter kurs med Kostkompasset

Danskerne er blevet bedre til at følge de otte officielle kostråd, viser en ny stor videnskabelig undersøgelse af danskernes kostvaner fra DTU Fødevareinstituttet.

Danskerne har lyttet efter kampagner for kostrådene på nogle områder, men der er stadig plads til forbedringer. I forhold til tidligere spiser vi mere frugt og grønt, drikker mere postevand og mindre sodavand. For de voksnes vedkommende ses desuden et relativt højere indhold af fisk i kosten og et lavet indhold af fedtstoffer. For børn ses et øget indtag af brød.

På andre områder er sket en negativ udvikling i form af et stigende indhold af fuldfed ost, sukker og slik samt et faldende indhold af kartofler.

Spis efter kostrådene og få dine vitaminer og mineraler
Indholdet af mikronæringsstoffer i gennemsnitskosten er generelt tilfredsstillende vurderet ud fra de Nordiske Næringsstofanbefalinger 2004. For vitaminerne A, riboflavin, niacin og B12 samt
mineralerne calcium, fosfor og jod er indholdet rigeligt. Indholdet er på et acceptabelt niveau for vitaminerne E, thiamin, B6, folat og C samt mineralerne magnesium, zink, selen og kalium.

D-vitaminindholdet er generelt for lavt, og indholdet af jern er utilstrækkeligt for mange kvinder i den fødedygtige alder. Den fremtidige udfordring ligger i at få befolkningen til at følge de officielle 8 kostråd, hvorved kostens indhold af vitaminer og mineraler vil bedres væsentligt.

Fakta om undersøgelsen
Rapporten er udarbejdet af Afdeling for Ernæring, DTU Fødevareinstituttet. Data er indsamlet som del af Den nationale undersøgelse af danskernes kostvaner og fysiske aktivitet 2003-2008. Der er indsamlet kostoplysninger fra 4431 repræsentativt udvalgte danskere i aldersgruppen 4-75 år. Den samlede svarprocent er 53.



Kontakt
Fødevarestyrelsen Karen Eriksen tlf. 7227 6681.
DTU Fødevareinstituttet Agnes N. Pedersen tlf. 3588 7443.