Mange virksomheder har i dag en sundhedspolitik, og en
undersøgelse fra 2007 viser, at ca. 77 % af alle virksomheder har
indsatser indenfor bl.a. områderne, rygning, mad alkohol, fysisk
aktivitet. Problemet er bare, at mange aktiviteter iværksættes som
personalegoder og ikke ud fra en strategisk vurdering af de
potentialer, der ligger i at arbejde systematisk med
sundhedsfremme, ligesom der sjældent evalueres og følges op på
initiativerne.
Hvis en sundhedspolitik og de sundhedsfremmende aktiviteter skal
give en effekt, er det nødvendigt, at sundhedsindsatsen løftes til
et strategisk niveau. Sundhed skal tænkes ind som en del af
virksomhedens værdisæt, således at sundhed bliver integreret i de
ledelsesmæssige beslutninger og i virksomhedens daglige drift.
Gode argumenter for at arbejde strategisk med sundhed og
trivsel
Undersøgelser har vist, at det kan betale sig for virksomhederne at
arbejde systematisk med sundhed og trivsel på arbejdspladsen, og
både store og små virksomheder kan gøre noget. For at det skal
lykkedes, og for at de konkrete indsatser bliver relevante for
medarbejderne, er det dog vigtigt at være opmærksom på, at
indsatsen skal skræddersys til den enkelte virksomhed. Formår
virksomheden at kunne arbejde ud fra disse rammer, er det til
gengæld muligt at opnå følgende gevinster for den enkelte
medarbejder:
- Større arbejdsglæde
- Mulighed for at leve et sundere liv
- Bedre helbred
- Bedre arbejdsmiljø (fysisk og psykisk)
- Øget velvære
- Mere energi og overskud
Der er naturligvis også en række gevinster set fra et
ledelsesperspektiv, og blandt disse er:
- Større medarbejderengagement
- Øget produktivitet
- At være en attraktiv arbejdsplads, som kan fastholde og
tiltrække gode medarbejdere
- Lavere sygefravær
Ny inspiration til systematisk og stratetisk arbejde med
sundhed og trivsel på arbejdspladsen
Sundhedsstyrelsen har netop udgivet en ny publikation, som
præsenterer fremgangsmåder for, hvordan virksomheden kan arbejde
systematisk – og dermed understøtte, at den sundhedsfremmende
indsats i højere grad bliver et strategisk redskab for
virksomheden. Det vil indebære, at sundhed og trivsel i højere grad
inddrages i virksomhedens overordnede værdigrundlag og
virksomhedsstrategi, og at sundhedskonsekvenser medtages i vigtige
beslutninger i virksomheden, både i forhold til den enkelte ansatte
og i forhold til de ansatte som gruppe.
5 – Trinsmodellen – en hjælp til fremdrift
I publikationen præsenteres en model, der beskriver fem
trin for, hvordan en virksomhed kan løfte det sundhedsfremme
arbejde, fra personalegodeniveauet til at blive brugt som et
strategisk redskab.
Yderligere beskriver publikationen, hvordan virksomheden gennem
seks faser, kan tage strategiske skridt i retning af at nå mål om
at skabe sundhed og trivsel på arbejdspladsen ved hjælp af
sundhedsfremme indsatser, og hvordan man følger op på
strategien.
Kontakt
Fødevarestyrelsen Mette Toftegaard Rasmussen, EH, Master i
Sundhedspædagogik, 3395 6182.