Fødevarestyrelsen
www.altomkost.dk

28. juni 2009

Kortlægning af sportsernæring i Norden

Ny rapport tegner et billede af sportsernæring i de nordiske lande. Nordisk Ministerråd har offentliggjort en rapport om det nordiske marked for sportsernæring.

Rapporten indeholder en analyse af markedet for sportsernæring i Norden, hvor Norge bruges som case. Denne rapport er den første af sin slags i Norden og det er således første gang, at markedet for sportsernæring kortlægges og analyseres systematisk i Norden.

Kortlægning markedet for sportsernæring i Norden
Rapportens formål er, at kortlægge markedet for sportsernæring i Norden. Til dette har man brugt tre forskellige metoder. 

  1. I første del af rapporten har man brugt officielle statistiske data fra Brønnøysund Register Centre and Statistics (SSB) i Norge.
  2. I anden del af rapporten gives et billede af produktudvalg og salgskanaler med udgangspunkt i udvalgte forhandlere af sportsernæring i Norge.
  3. I tredje del af rapporten beskrives markedet for sportsernæring i Norge set fra virksomhedernes side. Her bliver tre af de største importører af sportsernæring i Norge interviewet, samt en af de store brancheorganisationer og en detail-virksomhed, som forhandler sportsernæringsprodukter.

Rapporten tager sit udgangspunkt i Norge, men det billede, som rapporten tegner for området i Norge kan i en vis udstrækning overføres til de øvrige nordiske lande, som alle politisk, socialt og økonomisk er sammenlignelige med Norge.

Stætk vækst i salget af energibarer
Salget af energibarer, kulhydratrige drikke, proteintilskud m.m. er stigende i Norden. Rapporten peger på, at markedet for sportsernæring i Norge er præget af stærk vækst. De fem største detailforhandlere af sportsernæring i Norge havde en vækst i omsætning på 25% fra 2006 til 2007. Rapporten tegner således et billede af, at markedet i de senere år har haft en stor vækst i samlet omsætning, men indikerer også at antallet af produkt grupper og produkter under hver gruppe, samt i antallet af salgskanaler er væsentligt forøget ift. til tidligere.

Svært at overskue markedet for sportsernæring
Herudover konkluderer rapporten, at det er svært at kategorisere de forskellige sportsernæringsprodukter. Produkter kan enten kategoriseres efter deres indhold eller efter deres formål, fx muskel opbygning eller energitilskud. Markedsføring af disse produkter varierer meget og kategorierne overlapper i mange tilfælde hinanden.

Sportsernæring i stedet for almindelig mad
Den nyeste udvikling peger desuden på, at sportsernæringsprodukter markedsføres som erstatning for eller som en del af forbrugernes almindelige kost. Blandt andet markedsfører en restaurant i Norge sportsprodukter i en fastfood restaurant sammen med almindelig fastfood.



Kontakt
Fødevarestyrelsen Kontor for Ernæring, Søren Langkilde
Cand.scient. Biologi. Ph.d. 3395 6143 og
Fødevareinstituttet, DTU, Jeppe Mathiesen Cand.scient. Human ernæring og idræt. Forsker i kost og motionsvaner  jmat@food.dtu.dk