Det er tid til julefrokoster, gløgg og æbleskiver, at lave
konfekt og bage småkager. Vi spiser godt – og rigeligt i julen. Og
alle ser frem til et skønt måltid med and og risalamande
juleaften.
Tænk over hvad, og hvordan du spiser i
julen
Et populært mundheld siger, at det er ikke det, du spiser mellem
jul og nytår, der feder - det er det, du spiser mellem nytår og
jul. Så selvom julemaden omfatter mad, som kostrådene advarer imod,
så er det dine kostvaner i løbet af året, der er vigtige.
Frugter, nødder og mandler
Julens frugter og nødder kan være et godt sted at starte.
Appelsiner, mandariner (klementiner) og de små røde pigeon-æbler
med det hvide frugtkød kan suppleret med nødder og mandler både
være dekorative og de et sundt og naturligt alternativ til den
øvrige julemad.
Frisk frugt er en god kilde til vitamin C og kostfibre og
energiindholdet er lavt. Nødder og mandler er langt mere
energitætte, men indeholder meget af det sunde, umættede fedt og
ingen kolesterol. Tørrede frugter som abrikos, figen og daddel kan
også være et udmærket alternativ til konfekturen og kagerne.
Chokolade og konfekt
Forsøg at tænke lidt men godt. Der behøver ikke være en
kæmpe slikskål eller et bjerg af æbleskiver. Server i stedet lidt,
men godt. Læg vægt på kvalitet eller, at det er hjemmelavet fx et
par stykker kvalitets chokolade eller hjemmelavet konfekt.
Pas på portionerne
Det er nemt at komme til at spise for meget i julen. Spis
mindre portioner, og tyg maden grundigt. Tænk også på at spise dig
mere mæt i det gode rugbrød til julefrosten, og spar på det fede
pålæg.
Kom ud og rør dig
Gør det til en tradition at bevæge sig meget i julen.
Julen byder på mange fridage, hvor der er god mulighed for at gå
lange ture, tage i svømmehallen eller cykle. Det er dejligt at få
frisk luft udenfor, og lidt lys midt på dagen, her i den mørke tid.
Dans er også en god aktivitet, så tag et par ekstra svingom til
julefrokosten og dans nogle ekstra ture rundt om juletræet, når det
nu alligevel står der.
At bevæge sig er en oplagt mulighed for at bruge lidt af den
ekstra energi, som julebordet har bibragt. En gennemsnits voksen
skal gå ca. 15 min. for at forbrænde den mængde energi, der er i
100 gram appelsin, mandarin eller æble, men ca. 2 timer, hvis man
vil modsvare energiindholdet i 100 gram marcipan.
Kontakt
Fødevarestyrelsen Karen Eriksen 3395 6162.