Fødevarestyrelsen
www.altomkost.dk

4. marts 2009

Fravalg af fødevarer kan få konsekvenser

I nogle kure fravælges fødevaregrupper som mælk, gluten eller kartofler. Hvis man ikke lider af allergi eller intolerance overfor nogle af disse fødevarer, er der ingen grund til at udelade dem fra kosten.

Det kræver en omfattende viden om fødevarer og næringsstoffer at sikre sig en tilstrækkelig lødig kost, hvis store fødevaregrupper fravælges. Konsekvenserne kan især blive alvorlige, hvis det drejer sig om mad til børn. Voksne kan derimod uden større risiko i perioder eksperimentere med kostomlægninger.

Videnskabelige beviser mangler
For de færreste af ideerne, er der ført videnskabeligt bevis for virkningen. Og nogle af dem er klart virkningsløse, ufornuftige, eller direkte skadelige, især ved længere tids brug.

Misforstået omsorg
Udbuddet af information om sygdomme, sundhed og livsstil boomer i disse år og forældres omsorg for deres børn er meget stor og en gang imellem misforstået. Nogle forældre tror fejlagtigt, at deres børn lider af fødevareallergi, som de så selv forsøger at behandle og i bedste mening fejlagtigt sætter på en mælke-, æg- eller hvedefri diæt.
Selvopfundne og hjemmestrikkede diæter er et problem. Børn, der er fejlernærede og ligefrem afmagrede ses i dag på Allergicentret ved Odense Universitetshospital og her ses også forældre som ikke tør lade børnene leve et normalt socialt liv på grund af indbildt allergi.  
 
Kontakt din læge
For at være sikker på at et barn har fødevareallergi skal det undersøges grundigt med prik- og provokationstest samt blodprøver hos lægen.

Livsstilsbøger er ikke omfattet lovgivningen
Problemet for familier, der med interesse kaster sig over de mange livsstilsbøger og deres sikkert velmenende råd og anbefalinger er, at hverken livstilsbøger eller diætanbefalinger er omfattet af lovgivning. Man må sige og skrive hvad man vil uden hverken tanke eller ansvar for konsekvenserne.

Fødevarestyrelsen advarer mod fravalg af mælk
Når Fødevarestyrelsen særligt advarer overfor rådene om at fravælge mælk til børn, skyldes det, at der har været råd fremme til forældre om at eksperimentere med sammensætningen af modermælkserstatning og råd om, at alle små børn under tre år end ikke skulle smage mælk. Følges sådanne råd, skal der være en alvorlig årsag til det, og det bør ske i samråd med læge og diætist sådan, at man er sikker på, at barnet får de næringsstoffer, det har brug for.
Livsstilsbøgerne indeholder en lang række andre råd, hvor det må anbefales at søge nærmere oplysning inden man begiver sig ud i dem. Det gælder især, hvis kurene skal omfatte børn.

Kontakt
Fødevarestyrelsen, kontorchef Else Molander 7227 6669.
Vil du vide mere: