Fødevarestyrelsen
www.altomkost.dk

28. april 2009

Skolemad – fra ord til handling

Fødevareministeriet giver nu skolerne en hjælpende hånd til udviklingen af en sund madkultur. Et nyt og omfattende materiale fortæller om, hvordan skolebørnene får opfyldt behovet for næringsstoffer og energi gennem skolemadsordningen.

Skolemad står højt på regeringens dagsorden. Samtidig efterspørger skolerne en strategi for, hvordan en madordning kan gennemføres i praksis. Derfor lancerer Fødevarestyrelsen i dag et omfattende materiale, der skal gøre det lettere at komme i gang med en sund madordning.

Svært at omsætte anbefalinger til praksis
En undersøgelse af madordninger og mad- og bevægelsespolitikker, foretaget af  DTU Fødevareinstituttet i 2008, viser, at ca. 60 pct. af folkeskolerne har en madordning, hvor eleverne kan købe et frokostmåltid som erstatning for madpakken.

Kvaliteten af den udbudte skolefrokost er imidlertid meget varierende og lever i de fleste af de undersøgte tilfælde ikke op til de officielle ernæringsanbefalinger på skolefrokostområdet. Det viser sig, at 59 pct. af folkeskolerne kender Fødevarestyrelsens ernæringsanbefalinger, men ikke i tilstrækkelig grad efterlever dem.

Nyt inspirationsmateriale
Mange skolemadsordninger tilbyder eleverne supplerende madvarer, som ikke i sig selv kan betragtes som et komplet måltid. I dag sælger mange skoler sandwich, pizzastykker, pølsehorn, toast, søde mælkeprodukter, müslibarer o.l.. Alt sammen madvarer som indeholder masser af tom energi i form af sukker og fedt. Det ønsker regeringen at lave om på. Derfor har Fødevarestyrelsen udviklet et nyt inspirations- og vejledningsmateriale, som kan hjælpe skoler og kommuner med at fremme deres sundhedsprofil omkring skolemåltider.  

Materialet består bl.a. af en mappe til dem der tilbereder og organiserer skolemad. Den indeholder anbefalinger både til skolen og til eksterne leverandører, et inspirationshæfte med erfaringer fra andre skoler, plakater samt opskrifter på hele skolemåltider og ernæringsberegninger

Materialet er udarbejdet i samarbejde med bl.a. en lang række hjælpsomme skoler. De mange opskrifter er udviklet og smagt til af en ernærings- og husholdningsøkonom og en kok – og lever op til ernæringsanbefalingerne. Samtidig er de afprøvet af  både interne og eksterne skolemadsleverandører i to måneder.



Kontakt
Fødevarestyrelsen projektleder Tove Vestergaard, tvl@fvst.dk,  3395 6148.