Fødevarestyrelsen
www.altomkost.dk

3. december 2009

Sund og sikker vej

Sund mad kan både betyde et bedre helbred for lastbil-chauffører og en mere sikker trafik for alle os andre.

Mange chauffører bruger tank-stationerne som kantine, og det betyder, at deres muligheder for at vælge sunde måltider er meget begrænset. Det resulterer i, at chaufførernes måltider indeholder for meget fedt, sukker og salt, og for lidt frugt, grønt, fisk og kostfiber. Det sætter sine spor på vægten og på helbredet. Men nu er en række organisationer gået sammen om at servere sundere mad for chaufførerne.

Projekt Sund Vej – fokus på mad og motion
Projektet hedder Sund Vej og har været i gang i 2 år. Onsdag d. 26. november 2009, blev der på en konference sat fokus på vigtigheden af sunde måltider i løbet af dagen, samt på projektets resultater. Formålet med projektet var at imødekomme problemerne med, at lastbils chaufførerne har meget dårlige muligheder for at vælge sundt, både når det handler om mad og motion, i løbet af arbejdsdagen.
Derfor er der nu udviklet 2 nye koncepter:

  1. Det første koncept, kaldet ’Build a Meal’ – som består af et hovedmåltid som kan opvarmes i lastbilen eller i en mikroovn på tankstationen. Måltidet er udviklet i samarbejde med chaufførerne ud fra deres smagspræferencer, og er afstemt efter chaufførernes energibehov for et hovedmåltid, udregnet ud fra en person med stillesiddende arbejde. Yderligere indeholder pakken også 2 mindre sidemåltider. Måltiderne skal kunne købes på tankstationerne, og måltiderne skal sikre tilstrækkelig chaufførerne med energi, samt et stabilt blodsukker hele dagen.
  2. Det andet koncept, kaldet ´Fit to Drive’, består af et sundhedstjek og en påfølgende sundhedssamtale. Derudover er der udviklet motionsøvelser, som chaufførerne kan udøve derhjemme og, i og omkring lastbilen i pauserne i løbet af arbejdsdagen.

Sunde vaner – også et spørgsmål om trafiksikkerhed
Usunde vaner kan have andre konsekvenser end problemer med livsstilssygdomme som overvægt, diabetes, forhøjet blodtryk osv.  For de mest udsatte chauffører kan usund livsstil resultere i uopmærksomhed, træthed og stress. Hvis ikke disse følgesygdomme behandles eller forebygges i tide, kan det påvirke færdselssikkerheden – dels for chaufføren selv, men også for medtrafikanterne.

Sikkerhed og Sundhed bag rattet
TSU (Transportsektorens Uddannelsesfond) har gennemført et projekt, ”Sikkerhed og Sundhed bag rattet”. Efter bare 12 dage med sund mad over hele dagen, blev der hos chaufførerne registreret markante forbedringer i sundhedstilstanden og sindstilstanden. Udslaget blev synligt ved, at chaufførerne reagerede 16 procent hurtigere end før, med andre ord, bremsede meget hurtigere sammenlignet med før. Disse erfaringer er også indarbejdet i projekt Sund Vej. 

Test din sundhed og brug de otte kostråd 
De 8 kostråd er hverdagens huskeråd til en sund balance mellem mad og fysisk aktivitet. Lever du efter kostrådene, vil kroppen få dækket behovet for vitaminer, mineraler og andre vigtige næringsstoffer. Du nedsætter risikoen for livsstils-sygdomme som hjertekarsygdomme, type 2 diabetes og kræft og forebygger, at du tager på i vægt. 



Kontakt
Fødevarestyrelsen Mette Toftegaard Rasmussen 3395 6182.
Vil du vide mere: