Fødevarestyrelsen
www.altomkost.dk

1. juli 2009

Nyt register for registrerede kosttilskud

Detaljerede oplysninger om mere end 1.000 forskellige kosttilskud ligger fra i dag 1. juli på altomkost.dk. Her kan du nu finde oplysninger om, hvilke kosttilskud, der er anmeldt til Fødevarestyrelsen.

Er et kosttilskud registreret hos myndighederne betyder det, at virksomheden er underlagt Fødevarestyrelsens løbende kontrol af virksomheder, der forhandler fødevarer. Det betyder også, at selve produktet indgår i den stikprøvekontrol, som myndighederne foretager på lovligheden af konkrete produkter.
Kosttilskudsportalen på altomkost.dk blev offenliggjort for et par måneder siden og nu er der så tilføjet et register hvor du kan søge i registrerede kosttilskud. Det gør det nemmere for forbrugerne at gennemskue markedet for kosttilskud.  

Fakta om kosttilskud
Kosttilskud skal ikke godkendes af myndighederne inden de markedsføres – de skal alene registreres hos myndighederne. Oplysninger om, at et kosttilskud er registreret kan ikke fortælle forbrugerne om produktet er lovligt eller ej, men kan fortælle forbrugerne om produktet er underlagt myndighedernes kontrol.

Fødevarestyrelsen advarer på det kraftigste forbrugerne mod at købe kosttilskud, som ikke er registreret hos de danske myndigheder, og som dermed ikke er underlagt myndighedernes kontrol. 



Kontakt
Fødevarestyrelsen Eva Lind Rasmussen 3395 6172 og Søren Langkilde 3395 6143