Den halve liter mælkeprodukt omfatter magre mælketyper som fx
minimælk, kærnemælk, skummetmælk og surmælksprodukter. Begrundelsen
for denne anbefaling er at finde i mælkens mange værdifulde
næringsstoffer særligt kalcium, men også riboflavin, B12, fosfor og
jod samt protein af høj kvalitet.
Produkter som soja, havre- eller risdrik kan ikke kompensere for de
mange næringsstoffer, der er i traditionelle mælkeprodukter og de
kan derfor ikke erstatte mælken i den sunde kost.
Vælg de magre mælketyper
Når du står ved 'mælkekøleren' er det vigtigt, at du vælger de
magre mælketyper og surmælksprodukter (max 0,7 gram fedt pr 100
gram), for at begrænse dit indtag af mættet fedt mest mulig. Vælg
også mager ost (max +30/17% fedt).
Hvor meget kalcium skal man spise
De Nordiske Næringstofanbefalinger (NNA) danner i
kombination med Ernæringsrådets rapport ”Betydningen af mælk som
calciumkilde og for udvikling af osteoporose” (Ernæringsrådet,
2003)
det videnskabelige grundlag for Fødevarestyrelsens anbefaling. NNA
tilråder, at børn og voksne afhængigt af alder, dagligt indtager
mellem 600-900 mg kalcium. Denne mængde kalcium kan være svær at
komme op på i en dansk madkultur, hvis du vælger ikke at spise
mælkeprodukter og ost.
Er du gravid og ikke drikker mælk anbefaler Fødevarestyrelsen også
et tilskud på 500 mg. Ældre over 65 år anbefales et
D-vitamintilskud - gerne kombineret med et kalciumtilskud, hvis du
ikke drikker mælk.
Svært at få tilstrækkeligt kalcium uden
mælk
”Den nationale undersøgelse af danskernes kostvaner og fysisk
aktivitet” som Fødevareinstituttet (DTU) løbende gennemfører viser,
at vi gennemsnitlig får 60% af vores kalciumindtag dækket ved at
spise mælkeprodukter og ost. Hvis du eller dit barn/børn vælger
ikke at drikke mælk eller spise surmælkeprodukter eller ost skal I
være meget opmærksomme på, at I får dækket jeres behov for kalcium.
I kan bl.a. spise rigtig mange mørkegrønne bladgrønsager (fx
spinat, grønkål, broccoli). I kan også tage et 500mg
kalciumtilskud.
Allergier – eller ej
Der er ingen anerkendt videnskabelig dokumentation for at
mælkeprodukter medfører flere mellemørebetændelser blandt børn
eller kræft blandt voksne. Har du mistanke om, at du eller dit barn
ikke tåler mælk eller mælkeprodukter, er det bedste at tale med
jeres læge, så I kan blive undersøgt for mælkeallergi eller
laktoseintolerance. Det er ikke nogen god ide at vælge mælken fra,
hvis I ikke har fået stillet en diagnose. Har du eller dit barn
fået diagnosticeret mælkeallergi eller laktoseintolerance og derfor
ikke tåler mælk, anbefaler Fødevarestyrelsen et kalciumtilskud på
500mg kalcium dagligt for børn.
Hvis vi ikke får kalciumprodukter nok – hvad
så?
Får vi ikke tilført tilstrækkeligt med kalcium gennem den mad vi
spiser har vi øget risiko for at udvikle svagere knogler og få
dårligere tænder, fordi kalcium er nødvendig i opbygningen og
vedligeholdelsen af bl.a. vores knogler og tænder. Ved at spise
tilstrækkeligt kalcium forebygger vi på sigt knogleskørhed og
brud.
Børn under 3 år:
- Fra barnet er 6 måneder, kan det få små slurke sødmælk af en
kop.
- Børn mellem 1 og 3 år bør fortrinsvis drikke letmælk. Hvis
surmælksprodukter udgør en stor del af mælkemængden, bør de være af
letmælkstypen, fx letmælksyoghurt, A38 (1,5% fedt).
- Fra 3 års alderen er det en god ide, at give magre
mælkeprodukter som skummetmælk, minimælk og kærnemælk og fx A38
(0,5%).
Kontakt
Fødevarestyrelsen, ernæringsfaglig medarbejder Maria Haukrogh 3395
6183.