De fleste danskere får for meget fedt i kosten og skal spise
mindre fedt og ikke mere. Det du skal fokusere på i det daglige er
at spare på fedtet, især det mættede fedt som hovedsagligt findes i
animalske produkter (kød- og mejeriprodukter) og i hærdet
plantefedt. Og spise fisk og andre fødevarer der er gode kilder til
de vigtige umættede fedtsyrer.
I det daglige skal du tænke på følgende:
Spar på fedtet, især det mættede fedt:
- Spar på de produkter der bliver hårde i køleskabet, dvs. smør,
stegemargarine, bagemargarine og blandingsprodukter som fx
Kærgården og Bakkedal
- Drik skummet-, mini- eller kærnemælk
- Spis ost med maks. 17 % fedt (30+)
- Vælg magre surmælksprodukter med et fedtindhold på maks.
0,7g/100g
- Vælg magert kød fx kylling, eller magre udskæringer som mørbrad
og filet og magre pålægsprodukter (maks 10 g fedt/100 g)
- Skær det synlige fedt på kødet væk efter tilberedning fx
fedtkanten på koteletten
- Undlad eller skrab fedtstoffet på brødet
- Smid stegefedtet væk
Sådan får du de sunde/sundere fedtsyrer:
- Spis fisk og fiskepålæg flere gange om ugen
- Spis nødder en gang i mellem
- Brug forskellige planteolier til stegning
- Brug planteolie eller blød plantemargarine når du bager. 100 g
fast fedtstof kan ofte erstattes med ¾ dl olie.
Der er altså ingen grund til at du spiser ekstra olie, men følg
ovennævnte råd og spis i øvrigt efter de 8 kostråd. Så er du godt
på vej.
Kontakt
Fødevarestyrelsen Hanne Høberg Hansen 3395 6348