For mange mennesker er kød en central ingrediens på grillmenuen.
Hvis man har en almindelig gammeldags grill, hvor kullene samles i
en bunke under risten, tager det ikke ret lang tid at tilberede
kødet. Det kaldes direkte grillning. Men det stiller nogle helt
bestemte krav til både metoden og til kødet, for at resultatet
bliver vellykket.
Metode ved direkte grillstegning
Da temperaturen ved direkte grillstegning er meget høj, skal kødet
ikke tilberedes særlig længe, og det bør derfor ikke være mere end
5 cm tykt. Okse- og lammekød skal blot brunes på begge sider, så
flytter du risten væk fra kullene, så kødet kan trække. Svine- og
kalvekød skal grilles langsommere, men de bør også blive brune af
hensyn til smagen. Det gør du ved at sørge for god afstand mellem
kødet og kullene.
Vend kødet med en tang i stedet for at stikke i det med en
gaffel, så du undgår at miste kødsaften. Vend så få gange som
muligt, helst kun én gang, og derefter lade kødet trække i 5-10
minutter efter grillstegningen, for at kødsaften kan fordele sig i
kødet igen.
Det ideelle kød til direkte grillstegning
De mest velegnede kødstykker til direkte grillstegning er
møre fedtmarmorerede oksebøffer og lammekoteletter. Fedtet hjælper
med til at holde kødet saftigt. Magert kød kan sagtens steges på
grill. Du skal bare sørge for at tage af, når kødet er lige netop
er stegt. Det kræver, at du er passer maden på grillen. Hvis kødet
steges for længe, bliver det tørt. Hvis du er så uheldig, at kødet
bliver branket, bør du skære de brankede skorper af, da brankede
skorper indeholder stoffer, der øger risikoen for at udvikle
kræft.
Krydring af kødet
Omhyggelig krydring af kødet fremmer smagsoplevelsen. Du
kan med succes marinere kødstykkerne en til to timer i forvejen, og
duppe det godt af, inden du lægger det på grillen. Marinér ikke i
længere tid, da langvarig marinering trækker saften ud af kødet.
Specielt okse- og lammekødets smag kan højnes med en marinade
baseret på vin eller ganske simpelt en blanding af olie,
krydderurter og vineddike. Syrlige, søde og krydrede marinader er
velegnede til svinekød. Prøv f.eks. en blanding af citronsaft og
olie.
Grillspyd er hot
Kødterninger kan sættes på metalspyd skiftevis med bacon, løg,
peberfrugt og cherrytomater og grilles. Til grillmåltidet hører
selvfølgelig en dejlig stor skål salat og godt fuldkornsbrød. Det
er også oplagt at grille grønsager som tilbehør til spiddet og
f.eks. bananer med skral til dessert.
Råt for sig og stegt for sig
Husk at holde råt for sig og stegt for sig – også under
grillstegning. For at undgå sygdom, er det vigtigt at sørge for, at
hakket kød, mekanisk mørnet kød og fjerkræ er gennemstegt, og at
der ikke kommer kødsaft fra råt kød på salaten, brødet eller det
færdigstegte kød.
Kontakt
Fødevarestyrelsen Tove Vestergaard tlf.: 7227 6695.