Fødevarestyrelsen
www.altomkost.dk

25. juni 2008

Sund mad i kantinen – et projekt for hele virksomheden

Den 11. juni var der kick-off i Århus til Fødevarestyrelsens seminar ”Sund mad på arbejdet – et ledelsesansvar”. Seminaret var et kick-off til at indføre en mad- og måltidspolitik på arbejdspladsen.

To meget forskellige virksomheder gav deres erfaringer videre og fortalte om, hvordan de har arbejdet med at indføre en mad- og måltidpolitik og omlagt til en sundere kantine.

En af dem er DSB, der har været på forkant med arbejdet med at formulere en mad- og måltidspolitik. I ledelsen besluttede de at indføre sund mad i kantinerne:
'Vi serverer det sunde hos os. Hvis de skal spise usundt, bliver det ikke hos os. Vi har prøvet mange sundere alternativer, men det er svært at erstatte wienerbrød. Konsekvensen blev, at al wienerbrød blev fjernet, da mad- og måltidpolitikken trådte i kraft. De medarbejdere, der var godt tilfredse med en frokost bestående af kød, kartofler og opbagt sovs, har skulle vænne sig til forandringerne i kantinen og nogle fravalgte i første omgang den nye kantinemad', sagde HR chef Malene Bresson.

Et kildent spørgsmål når man skal omlægge til en sundere kantine er, om det koster penge at omlægge til sund mad, og kantinen kan være bange for at miste mange kunder – og dermed indtjening. Til det fortæller Malene Bresson: 'Det koster tid og i vores tilfælde også penge på bundlinien i en periode, at arbejde med at forbedre kosten. Men nogle af de kunder, der forlod kantinen i starten, er kommet tilbage, og andre og flere er nu kommet til'

Inddrag alle parter i virksomheden
En anden oplægsholder på seminaret var Birgitte Escherich fra Kostkompagniet, som gav konkrete idéer til, hvordan man kan gå i gang med processen at formulere en mad- og måltidspolitik. Hun lagde vægt på en vigtig pointe, nemlig at involvering af interessenter udgør fundamentet for en vellykket proces. Der er tre interessenter i virksomheden:

  • De spisende.
  • Køkken / dem der laver mad.
  • Ledelse og ambassadører (fx medarbejderrepræsentanter).

De tre interessenter udgør de tre hjørner i en trekant, og som Birgitte fremhævede, kan en trekant ikke stå, hvis man fjerner det ene hjørne. På samme måde kan der ikke være en vellykket proces, hvis en af interessenterne ikke inddrages.

En anden pointe er, at det er vigtigt at kommunikere mad- og måltidspolitikken ud til alle parter. Og  det er ledelsens ansvar at kommunikere den ud til de rette, og på de rette tidspunkter. Der skal tages stilling til hvilken information, de forskellige parter har brug for. For de spisende, for eksempel, er det en vigtig information, hvad politikken betyder for dem i praksis. Fx er der ændringer i udbuddet, i kantinens åbningstider eller andet?

Seminar til september
Seminaret gentages i Roskilde, onsdag d. 17. september. Og her vil Fødevareminister Eva Kjer Hansen byde velkommen. Tilmelding sker ved at skrive en mail til SWR@fvst.dk.



Kontakt
Fødevarestyrelsen, Susanne Walter Johannessen, ernæringsfaglig medarbejder,  7227 6693.