Et stykke hen ad vejen handler det om at spise sig mæt og ikke
mere end det. Vi kender vist alle følelsen af at sidde og hænge på
en stol totalt forspist, fordi vi også lige skulle smage mormors
hjemmebagte leverpostej. Som hun vel at mærke kun laver denne ene
gang om året. Selvom der egentlig ikke var plads til mere i maven.
Og det er et evigt dilemma. For bordet bugner med dejlige retter,
som vi ikke har fået siden sidste jul. Og som vi ikke får igen før
næste jul. Smag på det hele. Men spis kun en lille smule af hver
ret. Del for eksempel rugbrødet i kvarte i stedet for halve. Så går
der fire små retter på en rundtenom.
Spis dig mæt i det grove og grønne
Og netop rugbrødet er jo en obligatorisk del af det danske
julefrokost bord. Opgrader rugbrødet så det bliver et lækkert
tilbehør til ribbenstegen, frikadellerne og leverpostejen. Et
hjemmebagt rugbrød, enten fra egen ovn eller fra bageren, giver en
helt anden lyst til at spise brød til alle de fede retter end
supermarkedets plastikindpakkede og skiveskårne alternativ.
Samtidig kan du skære tykkere skiver af et hjemmebagt rugbrød, så
maven bliver fyldt med sundt brød og kerner, der tager noget af
pladsen for den fede flæskesteg.
Supler med salat
Sørg også for at pynte julefrokostbordet med et par lækre salater.
Det handler ikke om at erstatte den udmærkede rødkål til
frikadellerne og ribbenstegen. Men snarere om at supplere den med
for eksempel en frisk rødkålssalat med appelsinstykker og friske
nødder. Et par lækre salater – gerne lavet på grove grønsager som
rødkål eller for eksempel på perlebyg eller spelt, passer fint til
de danske juleretter. Og mætter godt, giver maven noget at arbejde
med og nedsætter kalorieindtaget.
Kontakt
Fødevarestyrelsen Nina Mourier 3395 6287.