Fødevarestyrelsen
www.altomkost.dk

29. januar 2008

Rejseholdet sætter gang i sund mad i skoler og institutioner

Er der for meget kage i børnehaven eller byder skoleboden kun på cowboytoast og chokofanter? så kan Alt om Kost Rejseholdet hjælpe. En ny evalueringsrapport viser, at Rejseholdet sætter gang i mad og måltids politikker og i madordninger, når de er på besøg i skoler og institutioner.

Evalueringen er foretaget af Fødevareinstituttet DTU og viser, at Fødevarestyrelsens Alt om Kost Rejsehold er en vigtig aktør i arbejdet med at fremme sunde mad- og  måltidsvaner hos børn. Målet med Rejseholdet er at støtte skoler, institutioner og kommuner i at fremme sunde mad- og måltidsvaner hos børn, i dette arbejde er madordninger og mad- og måltidspolitikker vigtige redskaber.

Der er mange faktorer, der skal spille sammen for, at en skole eller institution formulerer en politik eller etablerer en madordning. Rejseholdet kan være med til at få processen til at glide lettere, og hjælpe til at skolen eller institutionen får sat ord og handling på at få skabt sundere mad- og måltidsvaner hos børnene. Fx kan Rejseholdet give hjælp til at få skabt enighed i forældre- og personalegruppen, så der kommer nogle fælles retningslinjer for, hvad der skal serveres til fødselsdage, eller Rejseholdet kan hjælpe med at få en sund madordning op at stå.

Resultater fra evalueringen
I evalueringen indgår 373 rejseholdsbesøg foretaget i skoler, institutioner og kommuner i 2006. Evalueringen konkluderer, at Rejseholdet har haft succes med at støtte og inspirere aktører i skoler, institutioner og kommuner i processen med at få formuleret mad- og måltidspolitikker og/eller etableret madordninger med henblik på at skabe sunde rammer for børns mad- og måltidsvaner.  Herunder at:

  • Rejseholdet har bidraget til at 65% af de institutioner, der får besøg af rejseholdet, får lavet en mad- og måltidspolitik eller får forbedret den, de allerede har.
  • At 49% får etableret en madordning eller igangsat arbejdet med at få en madordning.
  • 95% af de institutioner, der får besøg, er tilfredse med udbyttet af besøget.

Kontakt Rejseholdet
Alt om Kost Rejseholdet giver gratis hjælp til skoler, institutioner og kommuner til at formulere mad- og måltidspolitikker, informerer om hvad sund mad er og hjælper med at etablere madordninger. Rejseholdet kan kontaktes på telefon 8060 1060 mandag til fredag mellem kl. 9-12 eller på rejsehold@fvst.dk



Kontakt
Fødevarestyrelsen Karen Eriksen tlf.: 7227 6681 keri@fvst.dk
Fødevareinstituttet Marianne Sabinsky tlf.: 7234 7511 masab@food.dtu.dk 


Vil du vide mere: