Mange kosttilskud er både sikre og lovlige. Der findes dog
kosttilskud, som kan være skadelige for dit helbred, og som derfor
er ulovlige i Danmark. Der findes også en del kosttilskud, som ikke
holder hvad de lover og som derfor også er ulovlige.
Er du gravid, ammer eller er syg
Hvis du er gravid, ammer eller er syg, skal du være ekstra
påpasselig inden du begynder at bruge et kosttilskud.
Sundhedsstyrelsen anbefaler gravide at tage et kosttilskud af
Folsyre, D-vitamin og jern. Det frarådes at indtage andre
kosttilskud medmindre det sker efter aftale med egen læge.
Hvis du er syg, bør du kun indtage kosttilskud efter aftale med din
læge. Dette gælder særligt, hvis du er under medicinsk
behandling.
Hvor bør du som forbruger være særligt
varsom?
Fødevarestyrelsen advarer mod at købe kosttilskud på internettet,
hvis du ikke kan finde kosttilskuddene ude i de almindelige
butikker, som forhandler kosttilskud.
Fødevarestyrelsen advarer desuden mod at købe kosttilskud på
internettet, hvis det er uklart fra hvilket land kosttilskuddene
sælges.
Fødevarestyrelsen fraråder ikke forbrugeren at købe kosttilskud
på internettet, hvis salget sker fra et andet EU-land. Du skal dog
som forbruger være opmærksom på, at reglerne for produktion og salg
af kosttilskud er forskellige i EU-landene. Derfor kan du ikke være
sikker på, at det kosttilskud du køber i et andet EU-land også er
lovligt i Danmark.
Du bør være særligt opmærksom, hvis du køber kosttilskud på
internettet, også selvom hjemmesiden er på dansk og priserne er
anført i danske kroner osv. Der kan meget vel skjule sig en
udenlandsk hjemmeside bag den tilsyneladende danske hjemmeside. Der
er højst sandsynligt tale om en udenlandsk hjemmeside, hvis du ikke
kan finde en dansk postadresse under kontaktinformationerne på
hjemmesiden.
Fødevarestyrelsen advarer på det skarpeste mod at købe
kosttilskud på internettet, hvis salget sker fra lande uden for EU.
Fødevarestyrelsen har ikke kendskab til, om der er kontrol med
disse produkter, og du kan ikke være sikker på hverken virkning
eller bivirkninger. I de værste tilfælde kan indtagelsen forårsage
uoprettelig skade på helbredet eller dødsfald.
Hvis du ønsker den størst mulige sikkerhed, så køb kun kosttilskud
på udenlandske hjemmesider, hvis salget sker fra et EU-land, og
hvis produkterne findes i den almindelige handel i Danmark.
Alternative behandlere
Du bør som forbruger være særlig varsom, hvis du køber
kosttilskud hos en alternativ behandler. Hvis du ønsker den størst
mulige sikkerhed, så køb kun kosttilskud hos din alternative
behandler, hvis de pågældende produkter også findes i den
almindelige handel. Alternative behandlere skal anmelde deres
virksomhed som en fødevarevirksomhed, hvis de sælger kosttilskud.
Spørg eventuelt din alternative behandler om han er anmeldt som
fødevarevirksomhed og om de kosttilskud han ønsker at sælge til dig
er anmeldt til Fødevarestyrelsen.
Hvor er det sikrest at handle
kosttilskud?
Du har den størst mulige sikkerhed for at købe lovlige og sikre
produkter, som holder, hvad de lover, hvis du køber dine produkter
i den almindelige handel, i helsekostbutikker, hos materialisten
eller på apoteket.
Det er også rimeligt sikkert at købe kosttilskud på danske
internet-hjemmesider. Det vil sige hjemmesider med en
internetadresse, der ender med '.dk' eller hvor det klart fremgår,
at virksomheden bag hjemmesiden har en postadresse i Danmark.
Det er meget vanskeligt for Fødevarestyrelsen at kontrollere
handlen på internettet. Virksomhederne bag internet-handlen har
ofte ikke anmeldt deres virksomhed overfor Fødevarestyrelsen.
Ligesom de produkter de forhandler, heller ikke i alle tilfælde er
anmeldt til Fødevarestyrelsen. Det er meget let hurtigt at åbne og
lukke en internet-butik, hvilket bidrager til at gøre det
vanskeligt for Fødevarestyrelsen at kontrollere denne form for
handel.
Kosttilskud godkendes ikke til salg
Kosttilskud skal ikke som lægemidler og naturmedicin godkendes
inden de sælges til forbrugerne. Kosttilskud er en fødevare, og det
gælder for alle fødevarer, at det er virksomhedernes ansvar, at
produkterne er sikre og at de ikke vildleder forbrugerne.
Kosttilskud, der sælges i Danmark, skal registreres i
Fødevarestyrelsen. Fødevarestyrelsen fører kontrol med, at
virksomhederne overholder lovgivningen - enten i forbindelse med
den ordinære kontrol af virksomhederne eller i forbindelse med
målrettede kontrolkampagner. Da kosttilskud ikke skal godkendes før
salg, kan der være ulovlige kosttilskud på markedet. Hvis
Fødevarestyrelsen bliver opmærksom på et ulovligt produkt på
markedet, gribes der naturligvis ind overfor den ansvarlige
virksomhed.
Er du i tvivl?
Det er altid en god ide at kontakte egen læge, hvis du er i tvivl
om et produkts anvendelse eller sikkerhed.
For yderligere information er du også velkommen til at kontakte
Fødevarestyrelsen.
Kontakt
Fødevarestyrelsen Søren Langkilde 3395 6143.