Fødevarestyrelsen
www.altomkost.dk

3. september 2008

Flytteklar - uden mors mad

Det kan godt være svært at få økonomien til at løbe rundt, når man er studerende og samtidig få råd til at spise sundt - også sidst på måneden.

Det kan blive lidt lettere, hvis du altid har nogle basisvarer i køkkenet, så du kan lave mad også efter butikkernes lukketid. Mad fra eget køkken er langt billigere og kan gøres meget sundere end pizzeriaets eller grillens alternativ. Her er nogle tips til dig der skal igang i køkkenet uden mor.

Frugt og grønt hver dag
Grønsager er sundt og det behøver ikke at være dyrt at spise sundt. Køb ind efter sæsonen og sørg altid for at have nogle "robuste grønsager" som kartofler, gulerødder, kål og selleri. De kan holde sig længe, hvis de opbevares koldt, og så er der altid lidt grønt til at komme i maden. Frugt er også sundt og smager dejligt. Et stykke frugt kan være en god måde at mætte den søde tand på og billigere end en pose slik.

Bag dit eget brød og spis masser af rugbrød
Hjemmebagt brød og boller er langt billigere og smager meget bedre end købebrød. Du kan evt. bage en stor portion og fryse resten ned, så der altid ligger en portion klar. Husk at komme lidt grovere mel i dejen, så du får fibre i brødet. Rugbrød indeholder mange fibre, men kan godt være lidt besværligt at bage selv.

Sørg altid for at have rugbrød og noget pålæg i køkkenet, så du kan tage en mad, når du er sulten i stedet for at ringe til pizzeriaet.

Spar ikke på fisken og vælg det magre kød
Voksne bør spise 200-300 g fisk om ugen. Det er ikke nok kun at spise fisk en gang om ugen til aftensmad. Du skal også sørge for at spise fisk som pålæg.

Der findes mange forskellige slags fiskepålæg fx makrel i tomat, fiskefrikadeller, tun, torskerogn, marinerede sild, røget ørred, laks, rejer og det er godt at variere mellem typerne. Køb kød når det er på tilbud og frys ned, men vælg fortrinsvis det magre kød, dvs. med et fedtindhold under 10 g pr. 100 g.

Sluk tørsten i vand
Vand er den bedste måde at slukke tørsten på, og så er det tilogmed også den billigste, hvis du vælger vandet fra hanen. Sørg altid for at have en kande med koldt vand i køleskabet eller isterninger klar, så du kan få et glas koldt vand når du har lyst.

Du kan også have en ½ liters flaske med vand med i tasken, så du slipper for at skulle betale 10-20 kr. for en flaske vand eller sodavand. Sukkersødede drikke som sodavand og saftevand er en dårlig måde at slukke tørsten på. De indeholder mange kalorier og mætter ikke. Der er derfor risiko for at blive overvægtig, hvis man drikker for meget af dem.

Hold igen med fedtstoffet og brug fortrinsvis olie
Fed mad øger risikoen for udvikling af bl.a. overvægt, så derfor er det nødvendigt at være opmærksom på madens fedtindhold. Hvis du bruger fedtstof så brug fortrinsvis olie.

Olie indeholder mindre mættet fedt og er derfor sundere. Ved bagning af brød/boller kan fedtstoffet ofte helt undværes. På brødet kan fedtstoffet skrabes eller helt udelades. Når du steger, så smid det fedt ud, der er tilbage på panden og undlad at komme det i sovsen. Når du tilbereder gryderetter, så vær særlig opmærksom på ikke at bruge for meget fedt til at brune kødet i - det hele ender i retten.


Vil du vide mere: