Fødevarestyrelsen
www.altomkost.dk

28. april 2008

Børn og unge spiser ikke fisk tit nok

De fleste børn kommer ikke i nærheden af den anbefalede mængde og spiser kun ca. 100 gram fisk om ugen. Samtidig viser resultaterne fra de landsdækkende kostundersøgelser, at udviklingen, registreret fra 1995 –2004 for de 4- 24 årige, desværre går den forkerte vej.

De spiste ca. 40-60 gram fisk som pålæg om ugen i 1995 og ca. 30 gram i 2000-2004. I 1995 spiste de ca. 35-55 gram om ugen som hovedret og ca. 35 gram i 2000-2004.

Hvor meget anbefales det at de spiser?
Det anbefales, at større børn og unge spiser 200-300 gram fisk om ugen – for eksempel ved at spise fisk til det varme måltid 2 gange om ugen eller til det varme måltid 1 gang om ugen og næsten hver dag som pålæg. Der skal varieres mellem fede fisk som fx laks, sild og makrel og magre fisk som fx torsk, tun og rødspætter.

Fisk og sundhed
Fisk er sund mad med et højt indhold af sundhedsfremmende næringsstoffer og kan reducere forekomsten af hjerte-kar-sygdom. Fisk og skaldyr indeholder vigtige vitaminer og mineraler, som den øvrige kost kan være relativt fattig på. Det drejer sig bl.a. in D-vitamin og selen.
Det er bedst at spise forskellige fiskearter, da de indeholder forskellige mængder af de sundhedsfremmende næringsstoffer. Fede fisk kan indeholde mere forurening end magre fisk, men sundhedsgevinsten er overordnet set, mærkbar større end risikoen ved forurening.

Tips til hvordan børn kan spise mere fisk

  • Giv børnene ½ stykke rugbrød eller grovbrød med fiskepålæg med i madpakken hver dag.
  • Giv familien fisk som hovedret en gang i ugen.
  • Vær med til at daginstitutioner indfører fælles spisning af fisk en gang i ugen enten som varm ret eller kold ta'selv fiskebord, da børn ofte er mere villige til at spise nye og varierede ting i børnehaven end derhjemme.
  • Ha' en temadag om fisk i fx børnehaven, hvor børnene ser og smager forskellige fisk og fiskeprodukter.
  • Ta'  børnene med på fisketur eller fisketorv og tilbered herefter fiskene sammen.
  • Gør det sjovt at spise fisk, form figurer af fiskefarsen, lav ansigter på madderne med grønsagspynt og kald retterne sjove navne.
  • Idéer til fiskepålæg i madpakken eller til ta´selv bordet i børnehaven
  • fiskefrikadeller
  • fiskepaté
  • karrysild
  • makrel i tomat
  • rejer
  • røget laks
  • røget makrel
  • torskerogn
  • dåsetun

Da fiskepålæg kan afgive lugt og flyde ud i madpakken er det en god idé putte fiskepålægget i små tætte bægre.



Kontakt
Fødevarestyrelsen Hanne Hansen ernæringsfaglig medarbejder 3395 6348.