En overvægtig person i god fysisk form har dog ikke nødvendigvis
større risiko for at udvikle en livsstilssygdom end en normalvægtig
person i dårlig fysisk form. Fysisk aktivitet reducerer altså den
sammenhæng, der normalt ses mellem overvægt og forekomst af
livsstilsrelateret sygdom.
Stofskifte- og kredsløbskondition
Man kan ved træning af lav til moderat intensitet forbedre
sin stofskifte kondition uden at forbedre kredsløbskonditionen
væsentligt. Stofskiftekondition er et mål for musklernes evne til
at regulere forbruget af næringsstoffer, mens kredsløbskondition er
udtryk for kroppens evne til at optage ilt.
God kredsløbskonditionen kræver, at man er fysisk aktiv ved høj
intensitet, mens en god stofskiftekondition kan opretholdes ved
mere hverdagsprægede aktiviteter såsom aktiv transport (gang og
cykling), gang på trapper eller havearbejde.
De små ændringer i hverdagens bevægelsesmønster er vigtige og
øger samtidig energiforbruget, hvilket mindsker risikoen for, at
man over en årrække udvikler overvægt. Fysisk aktivitet har en
positiv betydning for sundheden og handler altså ikke kun om at
smide nogle overflødige kilo.
Sociale forskelle i fysisk aktivitet
Sociale forskelle i sundhed beskrives ofte i relation til
uddannelses niveau, socioøkonomisk status eller indkomst.
Forskellen kan også erkendes på bevægelsesområdet, hvor andelen af
fysisk aktive stiger med stigende uddannelsesniveau. I Danmark
vurderes det, at 30-40 % af den voksne befolkning er fysisk
inaktive, hvilket vil sige, at de er moderat fysisk aktive mindre
end 2½ time ugentligt. Der er relativt flest fysisk inaktive blandt
overvægtige, indvandrere, arbejdsløse, fattige og borgere med kort
uddannelse.
Den sociale forskel afspejler sig også hos børn, idet børn fra
mindre ressourcestærke familier generelt er mindre fysisk aktive
end deres jævnaldrende. Da der ses en stor sundhedsmæssig gevinst
hos personer, der går fra at være fysisk inaktive til at være
moderat fysisk aktive, er det vigtigt at rette fokus mod de sociale
forskelle fx de mindre ressourcestærke småbørnsfamilier.
Leg dig sund
Fødevarestyrelsen har i samarbejde med Sundhedsstyrelsen
udviklet materialet leg dig sund, der skal motivere de danske
familier med børn i alderen 1-6 år til at leve sundere. Budskabet
om, at det skal være let, sjovt og overskueligt at leve sundt, skal
blandt andet udbredes af sundhedsplejersker og
konsultationssygeplejersker, som er i tæt kontakt med mange
småbørnsfamilier.
Materialet omfatter bl.a. hæftet Rend og Hop med Yum-Yum som giver
konkrete og billige ideer til overskuelige og inspirerende
aktiviteter i hverdagen. Der er også forslag til mindre ændringer i
de daglige vaner, såsom aktiv transport, der kan bringe mere
bevægelse ind i hverdagen.
Et sundt vægttab
Kostrådene er ikke slankeråd, men en vigtig ingrediens,
hvis man ønsker et sundt vægttab. Mere bevægelse i hverdagen bør
derfor kombineres med en sund og varieret kost.
Kontakt
Fødevarestyrelsen, cand.scient. Gregers Hummelmose, 33 95 66
73.