Børn har behov for at blive anerkendt og spejle sig i hinanden.
Gennem valg af blandt andet mad, tøj og musik signalerer de, hvem
de er og orienterer sig mod nye netværk.
Tips til bedre madvaner i skolen:
En af vejene frem til sundere madvaner er, at børnene kun kan købe
sunde måltider i skolemadsordningerne, sådan at det sunde valg
bliver det lette valg. Ikke nok med at det sunde valg skal være det
eneste valg, det er også afgørende, at børnene køber et helt
måltid. Frugt og grønt skal integreres i måltidet, så børnene ikke
aktivt selv skal tilkøbe det. For det gør de sjældent. Og hvis
frokosten næsten ingen frugt og grønt indeholder, er det nærmest
umuligt for et barn over 10 år at få spist 600g frugt og grønt om
dagen. Derfor bør én tredjedel af et frokostmåltids vægt komme fra
frugt og grønt.
Når tørsten melder sig i skolen, skal det naturlige valg være
vand og magre mælkeprodukter. Dvs. skummet-, mini- og kærnemælk.
Barnet kan dække ½ liter af dets daglige væskebehov med mager
mælk.
Skolerne kan vælge at indføre udgangsforbud i frikvarterene, så
børnene ikke bliver fristet af pizzeriaets, burgerbarens, bagerens
og kioskens udvalg af usund fastfood. Det er meget vigtigt, at
skolemadsordningen er bevidste om, at børn i forskellige aldre har
forskellige præferencer på smag, måltidstyper og anretning.
Tips til bedre madvaner derhjemme:
Forældrene har også et ansvar – de kan gøre rigtig meget ved at
tænke på at gøre madpakken så meget efter barnets ønsker og dog så
sund som muligt. Husk en stor pose med gnavegrønt ved siden af
brødet.
Og sørg for at der er noget lettilgængeligt og sundt i
køleskabet og brødskabet, når barnet kommer hjem om eftermiddagen.
F.eks. er det rigtig godt at have lært barnet at spise en
tallerkenfuld havregryn om morgenen, for så oplever barnet at det
er et nemt og godt impulsmåltid, når han/hun er alene hjemme. En
skål med skrællede gulerødder i køleskabet og et frugtfad midt på
spisebordet er også let tilgængelig impulsmad.
Det er godt at få indbygget nogle gode måltidsvaner i familien
lige fra barnet er lille. Sats på at alle i familien får både et
mættende morgen- og et aftenmåltid, hvor alle er samlet.
Skolebestyrelser
Forældre kan gøre deres indflydelse gældende i skolebestyrelser og
få lavet f.eks. en mad- og måltidspolitik samt strukturelle
ændringer på skolen, som fremmer sundere madvaner hos børnene.
Skolebestyrelsen kan også opfordre til, at det timeløse fag om
sundhed bliver prioriteret i de forskellige fag på samtlige alders
trin.
Forældremøder
På forældremøderne kan man drøfte, om ikke man vil betale prisen
for sund mad fra en madordning, som sælger hele måltider, har
forskellige portionsstørrelser og tager hensyn til at børn i
forskellige aldre har forskellig syn på hvilken mad der er trendy.
De ældste elever er specielt krævende, fordi de hyppigt smider
madpakken i skraldspanden, fordi den er ”ulækker”. Hvis ikke
kantinen kan byde på noget som er specifikt målrettet dem, og så
ender det nemt med, at de ikke får mad midt på dagen, men straks
suser hen til den nærmeste bager i frikvarteret eller efter
skoletiden.
Tips til bedre madvaner i fritiden:
Opfordringen til SFO’er, fritidsklubber, ungdomsklubber,
idrætsklubber og andre steder hvor børn færdes er at sørge for sund
let tilgængelig impulsmad.
Kontakt
Fødevarestyrelsen cand.pæd Tove Vestergaard tlf.: 3395 6148.