De 15-18-årige er den aldersgruppe blandt børn og unge, som
spiser mest pizza og hvor vi ser den største stigning. De har
fordoblet deres forbrug fra gennemsnitligt 27 gram om dagen i 1995
til 53 gram om dagen i 2004.
En uheldig udvikling, da piger og drenge i alderen 15-18 år, der
er moderat fysisk aktive med bare én pizza får dækket henholdsvis
50% og 40% af deres daglige energibehov. Det er rigtigt meget, da
et hovedmåltid maks. bør indeholde 20-30% af dagens samlede
energibehov.
Pizza - et fedt hit
Fastfood indeholder typisk over dobbelt så meget energi
som traditionelle danske retter, som hakkebøf med sovs og kartofler
eller pasta med kødsovs. Derudover er fastfood ikke fyldt med
kostfibre eller grøntsager, men til gengæld fyldt med salt.
Særligt den populære pizza ligger i den mest energitætte ende af
skalaen – ca. 5 MJ pr. pizza. Undersøgelser viser at alle pizzaer
stort set indeholder den sammen mængde energi – uanset om du vælger
en uden andet fyld end tomatsovs og ost eller en med ekstra
fyld.
Er fastfood ofte på menuen er det ekstra vigtigt at spise sundt
og varieret til alle de øvrige måltider – både hoved- og
mellemmåltider, for at den mad man spiser kan leve op til de 8
kostråd.
Sund kartoffel-pizza
Er dine børn glade pizza og vil du gerne både opfylde deres ønsker,
men samtidig også give dem et sundt måltid, så prøv
den sunde kartoffelpizza, frem for at bestille en hos det
lokale pizzaria. Vil du gerne have en lidt grovere pizzabund –
erstat halvdelen af hvedemelet med fuldkornshvedemel eller
grahamsmel.
Kontakt
Fødevarestyrelsen, Susanne Dunch, ernæringsfaglig medarbejder,
tlf.: 3395 6209.