29. maj 2008
Maks ½ liter af de søde drikke om ugen
Børn og unge drikker 5 gange mere af de søde drikke om ugen end
der er plads til i en sund kost. Derfor mener Fødevarestyrelsen, at
det er uheldigt, at der snart lanceres en 0,6 liters
sodavandsflaske til samme pris som en 0,5 liter sodavand. Det er
dog positivt, at dagligvarehandlen har udmeldt at flaskerne ikke
vil stå på deres hylder efter den 1. august.
Undersøgelser viser, at større pakninger fører
til større portioner, og at større portioner får os til at spise
mere. Man skulle tro, at vi selv kan styre hvor meget vi spiser, og
at vi holder op med at spise, når vi er mætte – men sådan hænger
det desværre ikke altid sammen.
Portionsstørrelsen påvirker hvor meget vi spiser
En undersøgelse, hvor portionsstørrelserne blev fordoblet
af alt mad og snacks, der blev serveret over 2 dage viste, at
deltagernes samlede energiindtag steg med 26% . (Rolls BJ et al.
Larger portion sizes lead to a sustained increase in energyintake
over two days. J Am Diet Assoc Maks)
½ liter om ugen
I 2001 drak danske børn i alderen 4-14 år ca. 320 ml sukkersødede
drikke per dag. Det svarer til langt over den halve liter, de maks.
bør drikke på en uge, hvis der også skal være plads til andre søde
sager, som is, slik og kage ved festlige lejligheder. Tallet skal
derfor ned.
En rettesnor
½ liter af de søde drikke om ugen er langt fra danskernes
virkelighed, men det skal ses som en rettesnor og en målsætning for
børn og unge. For børn i alderen 3-6 år er der endda kun plads til
300 ml om ugen af de søde drikke og for børn under 3 år er der ikke
plads til søde drikke i en sund kost.
Undersøgelser viser, at der er betydelig uvidenhed om hvor meget
eller snarere, hvor lidt der er plads til af "forkælelseskalorier"
i en sund kost. Selv personer, der til daglig beskæftiger sig med
mad og måltider bliver overraskede over hvor relativt lidt, der er
plads til af sukker, saft og sodavand i en sund livsstil.
Det er vigtigt som forældre at være opmærksom på hvor meget af de
søde sager ens børn får i løbet af ugen. Godt tip er helt at
undlade at have sodavand, saft og andre søde sager. Server i stedet
udskåret frugt med vand eller mager mælk til.
Sodavandssalgets himmelflugt
Siden starten af 70’erne er størrelsen på sodavandsflasken steget
fra 25 cl til 2 liter – en stigning på 800%. I samme periode er
salget af sodavand fordoblet - fra 250 mio. liter til næsten 500
mio. liter om året. De største stigninger i salget er sket i
perioden efter lanceringen af nye størrelser sodavandsflasker, fx
1½ liters plastikflasken i 1991 og ½ liter plastikflasken med
skruelåg i 1995. Ifølge salgstallene fra 2006 drikker danskerne
gennemsnitligt omkring ¼ liter sodavand dagligt.
'13 punktplan' mod fedme
Dagligvarehandlen har med deres '13 punktplan mod fedme' vist, at
de er opmærksomme på, at udviklingen af overvægt er et
samfundsproblem, og at de kan være med til at gøre en forskel. I
punkt nr. 13 står der, at detailhandlen vil samarbejde med
industrien om at begrænse udviklingen af pakkestørrelsen på slik,
læskedrikke og konfekture.
Kontakt
Fødevarestyrelsen, Susanne Dunch, ernæringsfaglig medarbejder 3395
6209.