Tørret frugt og nødder skal i stedet ses som et godt og sundere
alternativ til slik og andre søde sager. I undervisningsmaterialet
til kostkompasset er nødder og tørret frugt derfor taget ud af
teksten og billedmaterialet om i rådet ”spis frugt og grønt - 6 om
dagen”.
De hjertevenlige nødder skal spises med måde
Selvom nødder ikke længere er en del af ”6 om
dagen”-anbefalingen er der stadig grund til at spise nødder – men
med måde på grund af det høje fedtindhold. Nødder indeholder det
sunde fedt, og har en beskyttende effekt på udviklingen af især
hjerte-kar-sygdomme. En ½ dl (ca. 30 gram) nødder om dagen er nok –
men det skal være nødder der ikke er saltede eller olierede.
For meget energi til at være en del af 6 om dagen
Tørret frugt har et energi- og sukkerindhold, som typisk
er 5-6 gange højere end i frisk frugt, hvorfor tørret frugt skal
spises med måde for at forebygge overvægt. Tørret frugt har hidtil,
som nødder, været en del af anbefalingen med ca 1/2 dl eller 30
gram, efterfulgt af oplysning om, at tørret frugt indeholder mange
kalorier. Men denne differentiering er slut nu med det nye
vidensgrundlag.
Begrundelsen for at tage nødder og tørret frugt ud af 6 om dagen
anbefalingen er bl.a.:
- Hvis nødder og tørret frugt indgår i 6 om dagen-anbefalingen
kan det misforstås som en opfordring til at spise 100 gram nødder
eller tørret frugt dagligt.
- Det ønskes ikke at differentiere portionsstørrelser
- Det ønskes ikke at skabe usikkerhed omkring målet på 600
gram
- Mange forbrugere associerer ikke umiddelbart nødder eller
tørret frugt som en del af de anbefalede 600 gram "frugt og grønt",
ligesom de kun i begrænset omfang substituerer nødder /tørret frugt
og frisk frugt og grønt med hinanden.
- Det ønskes ikke et øget forbrug af energirige fødevarer, bl.a.
fordi de har mindre evne til at tage plads op for og erstatte andre
energitætte og mindre sunde madvarer i kosten
Lidt har også ret
Fødevareinstituttet bekræfter tidligere rapporter om, at frugt og
grønt forebygger alvorlige livsstilssygdomme. Også selvom man ikke
når op på de anbefalede 600 gram om dagen. Det er godt nyt for dem
der spiser mindst frugt og grønt. For hjerte-kar-sygdomme gælder
for eksempel, at du nedsætter risikoen hver gang, du spiser 1
stykke frugt eller grønt (100 gram). Men også for kræft peger
tallene fra Fødevareinstituttet på, at mere frugt og grønt mindsker
risikoen. Især hos den del af befolkningen, der ikke spiser ret
meget frugt og grønt. Det vil sige under 300 gram.
Kontakt
Fødevarestyrelsen Karen Eriksen tlf.: 3395 6182.