Fødevarestyrelsen
www.altomkost.dk

18. september 2008

100.000 skolebørn er med i Aktiv Rundt 2008

100.000 skolebørn fordelt på 946 skoler i hele landet vil mandag den 22.september stå klar til at give den sunde livsstil ekstra opmærksomhed.

Den 22. september lyder startskuddet for 'Aktiv Rundt i Danmark' - den landsdækkende motions- og kostskampagne, som i løbet af 4 år er vokset til en af Danmarks største motionskampagner for skolebørn.

Kampagnen Aktiv Rundt i Danmark er for skolebørn i 0.-10. klasse og
fokuserer på fysisk aktivitet og sund mad i ugerne 39, 40 og 41. Målet er,
at hver elev skal være fysisk aktiv i mindst en time om dagen.

Aktiv Rundt i Danmark bliver åbnet af sundhedsminister Jakob Axel  Nielsen ved et særligt arrangement på Svenstrup Skole mandag den 22. september, hvor han har lovet at dyste med skolens børn. Foruden sundhedsministeren deltager landsholdsspillerne Michael Jacobsen og Thomas Enevoldsen i åbningen.

Flotte præmier
Når kampagnen er slut kårer University College Syd, der står bag kampagnen, Danmarks mest aktive klasser samt Danmarks mest aktive skole.
Den klasse – inden for hver af de 4 aldersgrupper – der har været mest aktiv, vinder en sjov og lærerig aktivitetsdag. Den mest aktive klasse, er den klasse, der har flest antal krydser på Danmarkskortet.


Kontakt
University College Syd, projektleder Anders Flaskager, tlf. 2484 0378.