Fødevarestyrelsen og Forbrugerstyrelsen har offentliggjort en ny
produkttest om kødpålæg. Produkterne er bedømt efter Spismærke
ordningen, der omfatter tre mærker, Spis Mest, Spis Mindre og Spis
Mindst.
Spismærket giver hurtigt overblik
Spismærket giver forbrugerne et hurtigt overblik over,
hvilke produkter de bør vælge ud fra et ernæringsmæssigt synspunkt.
Produkter med Spis Mest Mærket kan man roligt spise til hverdag.
Produkter med Spis Mindst Mærket bør forbeholdes særlige
lejligheder, mens Spis Mindre produkter ligger et sted imellem.
Fedt og mættet fedt
Kødpålæg testes på indholdet af fedt og mættet fedt. Men kødpålægs
produkter er generelt ikke forsynet med lange næringsdeklarationer,
så det er sjældent, at du som forbruger kan få oplysninger om
indholdet af mættet fedt. Konklusionen i testen af
kødpålægsprodukter er dog, at vi skal være opmærksomme på indholdet
af fedt, for indholdet af fedt siger også indirekte noget om
indholdet af mættet fedt.
Vælg magre produkter
Testen viser, at der er mange magre produkter i
supermarkedernes kølemontrer. 50% af testens produkter kan få Spis
Mest Mærket, mens 25% ligger i henholdsvis Spis Mindre og Spis
Mindst kategorierne.
Sundhedsmæssigt er det bedst at spise så lidt som muligt af de
produkter, der indeholder meget mættet fedt. Vi skal spare på
fedtet, og især det der kommer fra mejeriprodukter og kød.
Mejeriprodukter og kød er hovedkilderne til danskernes indtag af
mættet fedt. Vælg derfor magre mejeriprodukter og magert kød og
brug planteolier og bløde margariner. Kød er vigtigt i den danske
ernæring. Den største del af det protein danskerne får, kommer fra
kød og kødprodukter. Kød er desuden en god kilde til A-vitamin,
B-vitaminer og D-vitamin samt til mineralerne zink, selen og
jern.
Rådet er derfor ikke at undgå kød, men at vælge magre kødpålægs-
produkter som fx kylling, kalkun, mørbrad og filet. Hvis der er
synligt fedt i dit pålæg, så kan du vælge at skære det fra.
En tommelfingerregel
Når du kigger i kølemontrene kan du bruge en
tommelfingerregel til at guide dig: Hvis indholdet af fedt ligger
under 10 gram per 100 gram, så kan du godt regne med, at indholdet
af mættet fedt også ligger indenfor spis mest grænsen på 4 gram per
100 gram.
Det fedtrige pålæg til særlige
lejligheder
Testen viser, at du kan finde mange magre kødpålægsprodukter. Men
testen viser også, at produkter som spegepølse og leverpostej, der
ikke er fedtreducerede, har et relativt højt fedtindhold. De
produkter kan du gemme til frokostborde ved særlige
lejligheder.
Kontakt
Fødevarestyrelsen, ernæringsfaglig medarbejder Puk Holm 3395
6476.